Mødet i Toscana

Lad os starte med de gode nyheder først. 'Mødet i Toscana' er blevet fuldstændig fantastisk modtaget! Anmelderne (både herhjemme og i udlandet) er ualmindeligt begejstrede, på websitet Rotten Tomatoes scorer den 88%, og Juliette Binoche blev kåret som bedste skuespillerinde i Cannes sidste år. Og sådan kan man blive ved. Alt sammen medvirkende til at jeg var ganske positivt stemt.

Og nu til de dårlige nyheder: Filmen, med dens 106 minutter, var næsten umulig at komme igennem! Jeg blev så irriteret at jeg flere gange måtte råbe ad lærredet, samtidig med at jeg var oprigtig forvirret over de fantastiske anmeldelser som ingenlunde stemte overens med min egen oplevelse. Jeg blev på intet tidspunkt følelsesmæssigt ramt, fandt den manieret, overdreven intellektuel og Binoches karakter utroligt anstrengende.

'Mødet i Toscana' foregår, sjovt nok, i Toscana. Her møder en kunsthandler (Binoche) forfatteren James (William Shimell), der har skrevet en bog om kopier af kunstværker. Næste dag tager de på udflugt i en nærliggende by, og som dagen skrider frem udspiller der sig et mystifystisk rollespil mellem de to. De lader som om de er et par, men har de en historie sammen, som vi, tilskuerne, ikke ved noget om, eller er det hele bare for sjov?

Kiarostamis leger kispus med os, og det er vist denne leg, mange anmeldere er begejstrede for. At der bliver stillet spørgsmålstegn ved hvad der er ægte og hvad der er en ”kopi”, og om det overhovedet gør en forskel.

Samtidig er det også en undersøgelse af menneskelige relationer og kommunikation, og hvor ganske besværligt det kan være. Alt sammen helt igennem hæderlige ærinder. Det fungerer bare ikke for denne anmelder.