Kongens store tale

Det er en pinlig situation at være tvunget til at stå foran store forsamlinger og tale, hvis man ikke bryder sig om det. Hvis man sågar også har dagligdags taleproblemer er scenariet frygtindgydende - også for publikum, der kan vente forgæves, længe.

Den netop Oscarhædrede (bedste film, bedste mandlige hovedrolle og i alt fire statuetter ud af 12 nomineringer) historie om, hvordan den mundlamme og ellers stammende George fik ny titel fra hertug til konge - på et tidspunkt, hvor en stærk autoritet i embedet var påkrævet på grund af nazistiske uroligheder i Europa - er fantastisk og ikke mindst sand. Men måske er den faktisk mest fantastisk netop fordi den er sand.

George - kaldet B-B-Bertie af sin storebror Edward - må i al hast lære at begå sig i offentligheden da hans far dør og hans bror efterfølgende abdicerer for at kunne føjte rundt med en fraskilt amerikaner, og dermed efterlader B-B-Bertie som konge af Storbritannien og Kejser af Indien.

Derfor opsøger han, som en sidste udvej, en falleret skuespiller, der ernærer sig som talepædagog, hvilket giver forbløffende resultater.

Nok om handlingen, for interessant - og kompliceret (at forklare) - som den er, er det snarere i de indbyrdes relationer, filmen for alvor vinder sit publikum. Det stormfulde og utilregnelige venskab, der opstår mellem Kong George og talepædagogen (Geoffrey Rush) og det respektable og dybt forankrede ægteskab til Dronning Elizabeth (Helena Bonham Carter) er fascinerende skildret, ligesom portrættet af kongen selv er suverænt i alle sine minutiøse nuancer.

At Colin Firth formår at forene de barnligt stædige, de pubertært usikre, de kærlige, de charmerende, de bange, de alvorlige, de hidsige, de pinlige, de kløgtige og ikke mindst de viljestærke sider af dette komplekse menneske, er en uforklarlig kraftpræstation, der også har krævet meget dygtige folk i ryggen.

Men filmens stærkeste trumfkort er samtidig det punkt hvor den går hen og mister opdrift. At der er stillet så skarpt på de personlige grundlag i 'The King’s Speech' er beundringsværdigt (og måske også nødvendigt, for at være tro mod historien).

Men som underholdningsfilm (hvilket tydeligvis også er et tiltænkt aspekt) taber filmen pusten, fordi der simpelthen ikke er nok drivkraft i plotstrukturen om, hvorvidt Kong George kan lære at tale.

Specielt i filmens midte er spændingskurverne til tider lig nogle dovne bakker i Østjylland (og så tæller en ekstremt karikeret udgave af Winston Churchill - smidt ind fra højre for at tilføre filmen lidt billige grin - bestemt ikke op).

'The King’s Speech' er en imponerende film på grund af dens skuespil, men betagende er den primært fordi det er en sand beretning, der kun ligger små 70 år tilbage i tiden.