Wiener-Dog

Det siges, at den der vinder en forhandling, er den der kan sidde midt i ubehaget i længst tid. Den, der kan holde det uudholdelige ud. Sådan føles det ofte at se en Todd Solondz-film. Og hans seneste udspil, ’Wiener-Dog’ er endnu et eksempel på en lang og barsk forhandling mellem Solondz og hans publikum.

Forestil dig en minutlang panorering over hundelort i diarréform til lyden af Debussys ’Clair de Lune’ – så har du en idé om, hvor stærkt Solondz sidder i sadlen i denne forhandling. Det er absolut ikke for alle. Skulle man dog tilhøre gruppen af tilhængere af hans unikke brand af dysfunktionalitet, begsort humor og særlige evne til at skildre lige præcis det øjeblik, hvor et menneske præsenteres for noget ubehageligt og mister en stor bid af sin uskyld, så kan ’Wiener-Dog’ anbefales.

’Wiener-Dog’ følger en ganske ukarismatisk og ligegyldig gravhund fra den afhentes på hundeinternatet og gennem en håndfuld ejere. Som altid i Solondz’ univers findes der simpelthen ikke veltilpasse mennesker med harmoniske hjem og sunde sind, så hunden rejser fra det ene kummerlige menneske til det andet. Fra drengen, der netop har gennemstået kemokur til den akavede og dybt ensomme unge dyrlægeassistent (Greta Gerwig), videre til en desillusioneret universitetsprofessor (Danny DeVito), for til sidst at ende hos en kold gammel kone (Ellen Burstyn).

Især Danny DeVito brillerer og kanaliserer en isolation og desperation i den daglige kamp med uvidende og bedrevidende unge filmstuderende i en sådan grad, at livets komplette meningsløshed driver ned af biograflærredet. Her bliver det for alvor svært at blive ved forhandlingsbordet. Dødsstødet gives dog med den altid imponerende og hudløse Ellen Burstyn, hvis karakter i sit livs vinter konfronteres med alle de lykkelige versioner af sig selv, hun kunne være blevet, men forkastede i løbet af sit liv til fordel for smålighed og bitter selvtilstrækkelighed. 

Det er grove løjer – dog set både grovere og sjovere i Solondz’ tidligere værker. Meningsløshed og livets ubarmhjertige vilkår er altid hovedpersonen i hans film. Hvorvidt han forstår at pakke lorten lidt festligt ind, er så det parameter, man kan diskutere fra film til anden.