Mother, Couch

En meget velspillende Ewan McGregor er desværre ikke nok til at løfte dette absurde portræt af en splittet familie, hvor tre voksne søskende samles i en nedlukningstruet møbelforretning, hvor deres mor nægter at rokke sig fra en grøn sofa.

Filmen er baseret på svenske Jerker Virdborgs drømme- og spøgelsesagtige roman ‘Mamma i soffa’, der både er komisk og eksistentielt udfordrende. ’Mother, Couch’ kommer egentlig godt fra start på en lidt fjollet deadpan facon. David (McGregor), der har udfordringer på hjemmefronten, ankommer stresset og forvirret over situationen, til en større end forventet møbelbutik, hvor han træder ind i en surrealistisk verden af endeløse udstillingslokaler mættet med en stemning af opbrud og uro. 

Moren (Ellen Burstyn) har plantet sig i en sofa og nægter at gå derfra - og fortælle hvorfor, vil hun heller ikke. Snart ankommer også storbror Gruffudd (Rhys Ifans) og storesøster Linda (Lara Flynn Boyle), som på hver deres måde øger Davids frustration og afmagt, alt imens butiksejerens datter Bella (Taylor Russell) er en my for hjælpsom på en lidt uhyggelig og invaderende måde. 

Man fornemmer fra start, at der ligger noget latent i forholdet mellem de tre søskende og moren, som syntes at stå på kanten af vanvid. David agerer som den pligtopfyldende søn, hvis job det er at løse situationen og sørge for at alle har det godt, mens han mærker gamle sår bryde op. 

Brugen af psykologiske refleksioner over et barndomstraume er en guldgrube for kreative og kombineret med et surrealistisk tvist kan det blive rigtigt interessant - tænk bare på filmskabere som Roy Andersson og Charlie Kaufman. Men instruktør Niclas Larsson kvæler enhver kompleksitet, han er ganske enkelt ikke dristig nok til at lade tvetydigheden hænge i luften. Det resulterer desværre i en alt for spøjs film uden store øjeblikke og filmisk fyrværkeri, og hvor de blot 96 minutter føles meget lange.