The Whale

Brendan Fraser gør på alle måder et kæmpe comeback i Darren Aronofskys klaustrofobiske og ubehagelige, men alligevel forløsende film om sorg og selvdestruktion.

Charlie (Fraser) er skrivelærer på et online universitet. Hans webcam er altid slukket med en løgn om at det er i stykker. Sandheden er at han ikke vil have at de studerende ser ham. For Charlie er ekstremt overvægtig og fanget i sin lejlighed, hvor han tilbringer størstedelen af sin tid i sofaen. Hans eneste besøg er fra sin gode veninde og sygeplejerske Liz (Hong Chau), samt stemmen fra pizzabuddet der dagligt leverer mad til ham bag den lukkede dør med penge lagt i postkassen.

I åbningsscenen onanerer Charlie til bøsseporno og får et ildebefindende. Heldigvis banker det på døren og ind kommer Thomas (Ty Simpkins), en ung missionær fra den religiøse sekt New Life, der ønsker at redde hans sjæl. Uden det store held. 

Det viser sig at Charlies tilstand er så alvorlig, at han uden lægehjælp nok ikke lever ugen ud. Men selvom Liz kraftigt beder ham om at tage på hospitalet, afslår han det og tyer til trøst i ordene fra en gammel analyseopgave af Herman Melvilles roman ’Moby-Dick’. I sin forværrede tilstand, prustende og svedende, kæmper han for at genoptage forholdet til sin 17-årige meget vrede (og ondskabsfulde) datter Ellie (Sadie Sink) som han efterlod hos sin ekskone (Samantha Morton), da han gik fra dem 9 år tidligere efter at have mødt sit livs kærlighed. 

’The Whale’ lægger op til at frastøde os med den næsten grotesk udseende Charlie i en luftløs, dårligt belyst lejlighed, hvor man næsten kan fornemme lugten af forfald. Der er scener så modbydelige at se på, og det vil være nemt at afvise filmen med det samme. 

Men Aronofsky udfordrer os til at se ud over vores forudindtagethed og gængse ideer om tiltrækningskraft for at finde skønheden i Charlie – hans varme behagelige stemme, de sørgmodige øjne og hans poetiske, passionerede sjæl, der trods hans egen elendighed formår at udgyde positivitet til andre. Charlie er ikke ulykkelig fordi han er overvægtig, men overvægtig fordi han er ulykkelig. Han forsøger simpelthen at æde sin smerte væk.

Iklædt protesekød skiller Brendan Frasers næsten yndefulde præstation sig ud, men hver eneste karakter i den lille rollebesætning formår at lyse og give et troværdigt glimt af et sammensat menneske. Det er både fælt og fint at se.