Undtagelsen

Der er noget uforudsigeligt i os alle, når det gælder ondskab. De basale instinkter, overlevelsesdriften og det grænsesøgende er kvintessensen i Jesper W. Nielsens vitale thrillerdrama ’Undtagelsen,’ baseret på bestsellerromanen fra 2004.

Christian Jungersens roman slog benene væk under de fleste med sin skarpe beskrivelse af den hårfine grænse mellem offer og tyran. Den lille og den store ondskab jævnført. Hvordan handlinger bliver deciderende for holdninger, og omvendt. Fordi mennesker kan blive påvirket til noget nær personlighedsspaltning, som kan få os til at gøre noget vi ikke normalt gør/tør. Og endda fortrænge det efterfølgende.

Det starter med mobning og eskalerer heftigt fra dødstrusler til voldssager. Iben (Danica Curcic) og Malene (Amanda Collin) er veninder og styrer det lille kontor på Dansk Center for Information om Folkedrab – med Camilla (Lene Maria Christensen) som medløber – i ondsindet chikane mod Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen). Er truslen intern eller fra krigsforbrydere, som de skriver om i artikelserien ’Ondskabens psykologi’? 

Yderst effektivt spejles de psykoanalytiske teorier fremført i artikelserien med hovedpersonernes reaktionsmønstre. Det er helt tydeligt at deres forhold til ondskab er rykket med de udfordringer de har eller har haft tæt på. Om det er fysisk eller psykisk smerte, overgreb eller stress, så har de alle en form for PTSD, hvor især Ibens historie er interessant, ikke mindst fordi det sjældent ses fra kvindelig vinkel.

De fire hovedroller er eminente, og det sitrer i hvert et stirrende blik, manipulerende træk, ængstelig mine og grådkvalt udtryk. De skiftende synsvinkler gør dem alle mistænkelige, og mistilliden pirkes med fantasiscener, der især virker stærkt i scenen hvor en af dem konfronteres med et forbudt forhold. Indimellem kan de virke overgearede, men som traumebilleder på klassisk PTSD giver de foruroligende mening. Som i Nietzsches berømte citat om at kigge så længe i en afgrund, at den også spejler dig.

Men helt basalt skræmmende er det, at mange af os har stået i lignende situationer, og deltagende eller medløbende har valgt den tolkning, som gavner os selv mest. Oftest en øjebliksbeslutning baseret på den følelsestilstand man er i, måske påvirket af andre på stedet eller en principfast overbevisning der aldrig rykker. 

Filmen er nervepirrende formidabel når instinktet tager over – i selvretfærdighed, medløberi eller ren ondskab – og de dybere psykologiske lag giver råstof til eftertanke. Også den modige slutning, og den lidt for hurtige motivation af en ellers interessant tese omkring titlen. Men ’Undtagelsen’ er en uforudsigelig, bemærkelsesværdig film, der bestemt er en af årets bedste.