Vådområder

Er fem stjerner for meget til en film hvor analfissurer, vaginalsekret, blod og hæmorider ikke bare nævnes, men kan påstås at være nødvendige for plottet? Muligvis. Men det er faktisk pointen.

For filmatiseringen af tyske Charlotte Roches i princippet ufilmatiserbare roman er både ulækker, charmerende, sjov, sexet og tragisk. Den piller i sin egen navle indtil fnuller er blevet til blod, piller skorpen af og presser pudset ud. Og det er for meget, og det er stadigvæk en pointe.

Helen er 18 år og ikke din sædvanlige Mädchen von nebenan. Hendes langbenede krop er en kilde og et redskab til glæde og udforskning for hende, uanset om det gælder sex, stoffer eller relationer til andre. Hun bor med sin højst aparte mor, stedfar og sære lillebror og kalder de avocadoplanter, hun nænsomt plejer, sin familie. Hun er kort sagt ikke som andre.

Helens blik på sig selv er ublufærdigt, hendes forhold til hygiejne er det samme som til høflighed; hun gør med sig selv og med livet, som det passer hende. Da en intimbarbering går galt, støder hun mod hospitalets hvide ro. Kaos afløser orden blandt de hvide kitler, der aldrig har haft lignende patient. Og Helen må finde ud af at blive sig selv.

Carla Juri er så skøn som Helen. Lige dele nævenyttig teenager, beskidt nymfe og udsat ung kvinde. Hun går fra skrøbelig til skarp på et splitsekund, så det er en fornøjelse, også når hun gør unævnelige ting og lyver værre, end en hest kan rende. Hun er svær ikke at falde for, når hun skater med bar røv på hospitalet om natten. Når hun smiler og siger noget, som selv granvoksne mænd ville være flove over.

Skærer man avocadoen over, er filmen et syret studie i at gå til anderledes kvindeskikkelser uden skam. Og hvis musikken og den overlegne visuelle formidling er skallen, så er det bløde, fedtede kød det pigeliv, der kunne være, hvis man virkelig ikke tog sig af, hvad andre sagde om en.

Kernen derimod er en klassisk historie om forældresvigt, om at give slip, ung forelskelse og venskab. Og håb. Derfor bliver vildskaben ikke for meget. Historien i sig selv er ikke ekstrem, men det omkring den er nasset, næringsrigt og helt som det skal være.

'Vådområder' er en befriende måde at skildre en kvinde på film. Kvindeliv som 'Trainspotting' frem for 'Betty Blue'.