Touch Me Not

Nogle film er udenfor kategori. Som denne Guldbjørn-vinder, der både blander virkelighed og fiktion, dokumentar og drama. Som er sanselig og alligevel kølig. En film, der kan være svær at regne ud, men som måske netop derfor sætter tanker i gang om køn og seksualitet, der bliver hængende længe efter.

Vi følger primært tre personer, fire, hvis vi tager instruktøren med, der varsomt, men insisterende, kommenterer og indsætter sig selv undervejs. Laura (Benson) er en moden kvinde, der er fanget i sin egen krop af sine hæmninger, der måske er opstået på grund af et traume. Tómas (Lemarquis) er en smuk, skaldet og dybt forstyrret ung mand og Christian (Bayerlein) en vis og kærlig sklerosepatient med et sundt sexliv i sin deforme krop. Dertil en håndfuld bipersoner, der ikke rigtig gør den store forskel. 

De enkelte scener som små øer, men ganske langsomt udspændes edderkoppespindstynde broer imellem dem. Sammenhængende for alvor bliver det aldrig, men det nænsomme og nøgterne kamera fører os videre, og føjer billeder, der både er forstyrrende og forførende, til nethinden.

Som personerne nærmer sig hinanden, nærmer de også sig selv, og finder en eller anden form for sandhed. Og det er både fint og fremmedgørende. Som om vi både er for tæt på og for langt fra til at kunne mærke de følelser, der gennemstrømmer kroppe og sind.  Også selvom dialogen i filmen er en lang omgang ”lad os sætte ord på det, vi føler lige nu,” så bliver den hængende længe efter med sin kærlige og kliniske dissektion af kønnet og kraften bag.

Blandingen af ubluhed og uskyldighed er både det, der redder filmen fra sine egne prætentiøse faldgruber, og det der gør den svær at afkode. Det er muligt både at føle, at man får en form og et formål stukket (langt) ned i halsen – og samtidig famle efter, hvad filmen dog vil én. Men budskabet er vist, at vi alle er fanget i kroppen, at vi skal lære at holde af den og at acceptere os selv for at kunne opnå nærhed og lykke.