Utøya 22. juli

Skuddene runger uophørligt og diffust, i alle retninger, foroven og nedenfra, fjernt og tæt på. Følelsen er forfærdende og lamslående, fuld af angst, panik, rædsel, frygt. ’Utøya 22. juli’ er svær at kapere, og vi kommer aldrig til at forstå.

Det er åbningstesen, da der klippes fra liveoptagelserne af bomberøgen ved Oslos regeringsbygning til de grønne trætoppe på Utøya. Den unge Kaja, taler direkte til kameraet, men snart viser det sig at hun taler i mobil med sin mor, der er bekymret og har brug for beroligelse. Det har andre også, for efter angrebet i Oslo har mange stadig ikke fået kontakt til deres pårørende.

Det er et smart filmtrick: At tiltale os, delagtiggøre os, få os til at tænke og føle – helt fra start, hvor vi overrumples. Præcis som de unge overrumples og presses til at navigere i et voksenland de slet ikke er klar til eller ansvarlige overfor endnu. Og således accepterer vi lynhurtigt præmissen, og er helt i øjenhøjde med de unge og deres frygt.

For Erik Poppes dristige træk som instruktør er valget af én (tilsyneladende) lang kameraoptagelse, der følger Kaja i alle de 72 minutter angrebet varer – med personligt point-of-view, så vi skal være med tæt på. Det virker følelsesmæssigt troværdigt, men ikke altid handlingsmæssigt plausibelt. For den mest logiske reaktion og/eller realistiske aktion er ikke nødvendigvis den, der skaber mest drama. Så efter at have gemt sig i skoven med nogle af vennerne løber Kaja vilkårligt rundt på øen for sit kernedrama: At finde sin søster. Og så støder hun selvfølgelig på en masse andre skæbner.

Her bliver man opmærksom på fiktionen, som manuskriptforfatterne Siv Rajendram Eliassen og Anna Bache-Wiig har funderet og suppleret fra vidneforklaringer. Af respekt for ofrene krediteres karakterne som fiktive, men det forhindrer ikke filmen i at nå sin præmis: En nervepirrende skræmmende følelse af at være til stede under et angreb som dette, af personlig som samfundsmæssig kaliber. Angsten for at være alene, frygten for uansvarlighed, panikken over hjælpeløsheden, usikkerheden for overlevelse.

Det kan føles let mestendels at udelade de politiske omstændigheder, men ved at nægte gerningsmanden og hans ligesindede opmærksomhed rammer Poppe og co. den norske folkesjæl i kølvandet på denne tragedie: Frygt skal ikke kue os! Mange lande kunne lære af Norge her, og ’Utøya 22. juli’ er en hyldest til både ofre og overlevende, rystende og rørende.

Det er bestemt ikke en nem film at lave, for det føles stadig som kort tid siden 77 blev dræbt (8 af dem i Oslo), 99 såret, og 100vis psykisk mærket. Og først og fremmest er det deres mening og følelser, der tæller. Dem respekterer Poppe og co., og bringer os et lille skridt nærmere til forståelsen, et større til empatien og endnu flere til håbet om at skuddene en dag vil forstumme.