Troubaduren

En dansk sommeraften i skumringen med grønne bakketoppe og stille søer. Italienske operatoner og glødende gloser om kærlighed, jalousi og hævn. Tjek, det kender vi. Men kinesisk mundering, stivnet kropssprog og en roterende, råkedelig scenografi?

Wang Xiaoying fra National Theatre of China, der under CPH Stage instruerede Shakespeare-dramaet ’Richard III’, har nu kastet sig over italiensk opera i Hedelands dejlige amfiteater-landskab. Med samme totale simplicitet og stride stilisme, som gjorde kongedramaet noget træg. Det sker desværre også for Verdis sønnetragedie, men i øjeblikke funkler den internationale stemning heldigvis alligevel.

’Troubaduren’ er et af Verdis mest spraglede værker, og kostumerne af Zhao Yan liver flot og fantasifuldt op på den store scene: Dragter a la halve skjold, flagrende lag-på-lag silkekjoler, farverige fredsstrimler som kapper og indianeragtige nomadeklæder.

Men scenografien er det kedeligste set længe: To trappepavilloner i bordeauxmalet træ og afpillet træ – for den evindelige klasseforskel. Og så bliver man usvigelig træt af at se scenen dreje og få de to pavilloner til at ramme samme position 80 procent af tiden: Så de spærrer udsynet til tekstskærmene fra midterpladserne helt op til omkring 10.række. Hverken gennemtænkt eller professionelt. Hvor svært kan det være? Når helhedsindtrykket er så simpelt, så skal det altså være gennemført.

Den eneste tilføjelse til scenografigabet er til gengæld vidunderlig: To gange hesteridt – flot og dramatisk galoperer 10 hvide iberiske heste forbi bagscenen og i det fjerne bag søen. Så både hjerne og hjerte banker over tanker om dramatik, der kunne være opnået med bare lidt mere iderigdom.

Og sådan er det desværre flere gange i løbet af forestillingen: Tankerne flyver væk fra kineseriet, og man bemærker underlige detaljer. Så som da koret placerer sig over orkestergraven i sorte kapper – der observeres for korte, små eller skæve kapper, ikke helt sorte bukser og hænder, der stikker ud af det sorte. Eller man filosoferer over hvorfor titlen er ’Troubaduren’, når den syngende, spillende komponist normalt staves enten trubadur eller troubadour.

Nu er det så endnu mere essentielt at aktørerne på scenen udfolder deres dramatiske talent og formidler de store følelser. Som man jo ikke kan følge med i på tekstskærmene. Musikken er vidunderlig og ordene svulstige, men der kunne sagtens være skruet op for både orkester og vokaler. Ofte er der ikke nok kraft og variation i stemmerne – og man savner et større kor til at få tonerne helt op i den himmel, der så hyppigt refereres. Desuden klumper karaktererne for tit sammen ved/bag/i pavillonerne i stedet for at fylde scenen. Når de fylder, er det typisk på en lige række med front mod publikum, vildt statisk og kedsomt.

Kun den russiske mezzosopran Olesya Petrova får passionen frem i både stemme og dramatik som trubadurens mor, nomaden Azucena. Hendes indlevelse og kropssprog er formidabel og fylder Hedeland-området med lidenskab, hævn og skam. Norske Audun Iversen er ligeledes overlegen med sin kraft- og udtryksfulde barytonstemme, særligt i soloen ’Il balen del suo sorriso’. Hans forelskede hersker synes også mere kompleks end de andre karakterer.

Hans udkårne Leonora leveres med blid og lys klang af norske Kari Postma, der ellers er ret anonym og kølig trods de store følelser, hun synger om. Lettere overspillet er trubaduren i mexicanske Hector Sandovals figur – især efter pausen virker han overtræt, mere hidsig end passioneret og afslutter alt med skrål.

Men det er vel konflikten i at omlægge en italiensk opera, der er inspireret af et populært spansk teaterstykke, til kinesisk skik og udklædning. De er jo ikke ligefrem kendt for at være det mest følelsesprægede folkefærd. Hverken nu eller under Ming-dynastiet i 1600-tallet, hvortil handlingen er henlagt med kejsere, krigere og nomader. Så måske en original og interessant ide på papiret, men noget anstrengt og åndsfraværende på scenen.