Jeg hedder Bente

Det handler om venskab og kærlighed i medgang og modgang i ’Jeg hedder Bente’ på Teatret ved Sorte Hest. En slags midaldrende ’Sex and the City’ med Alzheimers.

De fire veninder står på stranden og kigger ud over vandet. Lige der er de lykkelige og ubekymrede. Men med meldingen om, at Bente har fået konstateret Alzheimers står de pludselig overfor nogle hidtil usete udfordringer, hvor tiden kommer til at spille en stor rolle. Både den tid der har været, og den tid som skal komme. Bente har været kompromisløs i alle beslutninger i livet, og med et er hun hjælpeløs – og uden familie er det veninderne, der tager sig af Bente.

Karen-Lise Mynster spiller Bente med en kynisk friskhed, der gør syge Bente til en skygge af sig selv. Lige så stille smuldrer Bente, og for at bevare værdigheden har hun brug for sine veninders hjælp. Og hun er i de bedste hænder med veninder som den søde, men lettere neurotiske Vera (Jannie Faurschou), den moderlige og ærlige Hanne (Rikke Wölck) samt den unge og omsorgsfulde Marie (Laura Allen Müller).

Med elegante hop i tiden bindes de fire kvinder sammen som mennesker, de er produkter af den tid, der har været. Højdepunkter i livet, fødselsdage, fødsler og sammenbrud. I livets efterår bliver store emner som døden, livet og kærligheden nærværende på ny. Det helt enkle scenerum er en harmonisk ramme om de store emner.

Forestillingen er skrevet af en kvinde, spillet af kvinder, iscenesat af en kvinde, scenografien er lavet af en kvinde, publikum vil for flertallet formentlig være kvinder. Og som kvinde må man konstatere, at en aften på Teatret ved Sorte Hest i selskab med en veninde bliver en rigtig god aften.

’Jeg hedder Bente’ er en rørende fortælling om et sygdomsforløb og om et menneskes totale nedbrud. Det er en kærlighedserklæring til venskaber og en hyldest til livet.