Take Shelter

Indie-filmen ’Take Shelter’ tager form af hverdagsdrama og dommedagsthriller i ét, mens den parrer angst for sig selv med angst for naturkatastrofer. For med bevidstheden om at have noget at miste, følger også angsten for at miste det. Frygten kan være latent eller gå i udbrud. En angst, der kan få fatale konsekvenser.

Curtis er en ganske almindelig, vellidt og afbalanceret familiefar - indtil hans mareridt om gigantskyer, syreregn og tornadoer hvirvler uro ind i den lyksalige hverdag med hustruen og deres døve datter.

I sin iver for at værne om sin familie, går han over gevind. Curtis stifter stor gæld, låner uretmæssigt udstyr på jobbet og trækker sin kollega-ven med ned i hullet, der skal blive til et udvidet beskyttelsesrum. Hans tro på en forestående katastrofe er ligeså uopsættelig som hans fornemmelse for, at han er ved at miste fodfæstet mentalt, ligesom det skete for hans mor.

Den altoverskyggende kraft i ’Take Shelter’ er Michael Shannon, der har hentet en hel del priser hjem på antihelten Curtis. Shannons udtryk er helt unikt, han kan gå fra følsom til farlig med et enkelt blik, ligesom hans anseelige fysik både udstråler tryghed og trussel. Hans rolige, lettere indebrændte væsen, som her langsomt krakelerer, er grundpillen under den ildevarslende stemning hele filmen igennem.

Er det paranoia, panik eller profeti? Eller et sindsopslidende miks, der får Curtis helt ud på kanten af vanvid? Der er en eminent balancegang mellem de tre tilstande, der oftest manifesterer sig i småglimt eller detaljer skiftevis med base i virkeligheden og fiktionen. Uhyre vellykket er realismen funderet i miljø, status og økonomi, hvorimod de underlige hints til thrillergenren generelt er malplacerede.

’Take Shelter’ er en ganske klassisk fortælling, der både fungerer og fejler i sin enkelhed. Nænsomt og ligefremt fortalt, men noget forudsigeligt. Bortset fra en ekstra slutning (epilog), der er så tvetydig, at den nok skal vække tanker og meninger. Men den forudgående slutning var allerede tankevækkende og rørende, ligesom de stærke underliggende teamer om ægteskabelig tillid, arvelig psykisk sygdom og maskuline idealer.

Der er meget at miste, også i et simpelt liv - og angsten vil muligvis altid være der, men som up-coming instruktør Jeff Nichols viser med denne lille filmperle: Bearbejd det til en flygtig angst, i stedet for at lade den blive altdominerende.