Noa

Hvorfor får bibelversene om Noas ark først en seriøs filmatisering nu? Formentlig fordi de ved nærmere eftersyn skurrer skrapt mod vores moderne genretraditioner med deres bindegale blanding af fantasifuldt børneeventyr og fundamentalistisk holocaust. Det matcher ikke udpræget godt uden for de hellige skrifter, heller ikke selvom man overlader det til en anerkendt filmmager med en lille skrue løs at løse opgaven, så den kan tages alvorligt.

Alvorlig, som i dødhamrende gravalvorlig, det er 'Noa'. Faktisk decideret tør taget i betragtning af, det trods alt er syndfloden, det drejer sig om. Efter gennembruddet med 'The Wrestler' og 'Black Swan' rykker Darren Aronofsky op i blockbusterligaen med en storladen katastrofefilm, der hverken er rigtig bibeltro eller en egentlig udfordring af bogen. Måske kunne 'Noa' kaldes fanfiktion, hvis ikke den var så upersonlig. For selv om her mildt sagt er crazy passager, så er det ikke Aronofsky-crazy, bare bibel-crazy.

Da kildematerialet kun fylder et par siders penge og er spækket med plothuller, føjer Hollywood til med nye karakterer og nye fantasy-elementer, der kan give fylde og forklaring. Som nu de Transformers-lignende klippe-kæmper, der sørger for at bygge og beskytte arken. Jojo, sådan nogle flinke men kampberedte sten-enter med lysende øjne, der kan kvase de syndige horder i et kæmpe slag. Jojo, et kæmpe slag.

Tilføjelserne lapper en del logiske og logistiske brister men efterlader lige så mange nye åndssvagheder, der brager lystigt imod den selvhøjtidelige selvretfærdighed. Det må bestemt ikke lugte af 'Evan Almighty' det her, men er ofte lige så fjollet.

'Noa' er nødvendigvis en effektfilm, men effekterne er ikke Aronofskys formål, og både zoo og vandmasser fylder sammenlagt ganske få minutter. Den fordærvede menneskeheds lidelse, når syndfloden vasker tavlen ren, forbliver også lidt baggrundslarm. Det er altså hverken godnathistorien eller folkedrabet, der er pointen, og det burde så give plads til Noas indre kamp under tyngden af den opgave, han er blevet pålagt af sin helt vildt hævngerrige Skaber. Og til familiemelodramaet omkring den originale dommedagsprofet og sektleder.

Men Russell Crowes gnavpot er en lydig skal omgivet af lydige skaller i en letfattelig skal af en verden, hvor de salige er klimabevidste veganere og de fordømte er kødædende miljøsvin. Det er mere grinagtigt end gribende, når Noa står og øksehugger lidt tilfældigt i en planke, mens han lige forklarer konen, at også deres børn må uddø. Og da familien endelig gør lidt modstand og får den gammeltestamentelige tyran op i patriarken, er alle parter stadig for fremmede til at holde med.

Mere til at forholde sig til er trods alt et par af de nye karakterer, selvom både Ray Winstones nederdrægtige konge og voksenagtige Emma Watsons ufrugtbare adoptivdatter mest er opfundet for, at der skal være noget at tage sig til på arken, efter det er begyndt at regne. Anthony Hopkins er også med for at sprede lidt mirakler og en antydning af comic relief, en opgave han isoleret set løser meget Anthony Hopkinsk, men som i det store billede bringer os tilbage til det med de åndssvage tilføjelser.

Aronofskys Noas ark er ikke et ægte makværk. Det er en dygtigt lavet film af en ambitiøs instruktør med seriøse skuespillere. Men den synker både som eventyrfilm og moralsk fortælling.Følg @_oh_noe