Syngepigerne

Allerede i første nummer smider de yndige damer den klassiske syngepigeuniform og står tilbage i underkjole og støvletter. Klædt af til skindet.

Instruktør Rolf Heim har skraldet smilende facader, kæmpe kostumer og pikante hentydninger af de syngende piger (Ina-Miriam Rosenbaum, Jeanette Lindbæk Birk, Signe Kærup Hjort), og tilbage står tre kvinder i underkjole blottet og synger sange med titler som 'Sutte sutte ikke bide'. Det er råt og brutalt, og luften emmer af sex og skuffelser.

De velkendte tekster, der normalt balancerer på grænsen til det lumre, bliver i Heims univers dystre og enkelte steder ligefrem triste. Objektiviseringen af kvinden som den lykkelige luder står i kontrast til de stærke kvindearme, der tvinger hovedet ned i skødet og slæber kadaveret væk, når manden i sin herligste alder er kreperet.

Manden er degraderet til en splejset, dog velspillende ung herre (Laurits Emanuel), der strippes for alt, hvad han har af de lystne kvinder og står tilbage i bar røv og ydmygelse. Og man kan med god grund få associationer til den moderne tabermand, der lystrer den altdominerende kvindes mindste bevægelse.

Men det bliver alligevel sådan en yndig aften, når Nørrebros Teater åbner op for cancan og lystige lår, der svinger blegt i luften bag det i anledningen opstillede moralgitter, der sikrer, at lystne mandspersoner holder sig fra at befamle andre end dem selv og deres ledsager.