Sort på Hvidt

Indvandrerdebatten har det med at bliver skinger. Det gør den ikke i aften og det er både godt og dårligt.

To mænd og en lille kvinde vugger ind fra siden i blomstrede dragter der finurligt nok går i ét med forhænget. De forsvinder næsten på scenen, bortset fra deres ansigter og øjne. Dem kan de ikke skjule. Fortæppet ryger ned og dragterne ligeså.

Özlem Saglanmak og Thomas Chaanhing står på scenen. Hende med sine tyrkiske aner og ham med sine kinesiske. To utroligt charmerende skuespillere der vil fortælle os, at de bare er ligesom alle os andre. At de, på trods af deres hudfarve, er ligeså danske som os. At vi skal møde hinanden uden fordomme. Lade verden åbne sig op. At en fremmed er en ven vi ikke har mødt.

Med denne meget milde, ikke-aggressive tone bliver vi ført gennem små bidder af dialog, sang, fysik og numsedans. Meget elegant fremføres forskellige billeder; det danske cykelfolk og deres evindelige snakken om regnen og vejret, en tyrkisk kvindes glimrende version af dansktop, en kineser i kamp med Dannebrog som eneste våben, og et løb der, trods rasende, frustrerede forsøg, aldrig ender. Et løb der handler om at blive mødt på lige fod med enhver anden dansker. At få lov at være med på lige plan med alle os andre.

Nogle scener er bedre end andre. De fleste temmelig banale. Thomas fortæller, hvad han kan li på kinesisk, Özlem oversætter. Han kan godt lide Hong Kong. Han kan også godt lide en leverpostejsmad. Özlem kan godt lide jordbær og blåbær og hindbær fra Danmark, men også ferskner fra Tyrkiet.

En anden scene præsenterer os for de spørgsmål både Özlem og Thomas møder igen og igen. Hvorfor går hun ikke med tørklæde? Hvorfor tager han ikke hjem til Kina? Er hun så helt vildt god til at lave mad? Spiser man virkeligt hunde i Kina? Vi forstår, at ikke kun de negative spørgsmål er diskriminerende. De er jo ligeså forskellige som os. Tiøren falder rimeligt hurtigt.

Nogle af scenerne er dog virkeligt sjove og rammer plet. Da der bliver gjort grin med åndssvage ting som tyrkiske kvinders overskæg eller kinesiske grillbarer stikker publikum i store latterbrøl. Både fordi skuespillerne på scenen hysterisk er ved at omkomme af grin, men også fordi vi alle sammen tænker disse frygtelige ting og fordi vi skammer os over samme.

Mellem scenerne lytter vi til numre af tredjemand, Shaka Loveless Grøn, der med hjælp fra de to andre og en guitar fortolker gamle danske sange og også giver os nye bud på hip, dansk musik.

Det er fint nok, jeg er hverken forarget eller forløst, men sympatien og kærligheden lyser ud af alle tre og jeg lover, at næste gang jeg ser en flok farlige drenge herude i Nordvest, vil jeg tænke, de leger fangeleg. Vi skal være gode ved hinanden og ikke tro man kan skue hunden på hårene.

Selvfølgelig har de en pointe og det manglende angreb er charmerende, men lad os hellere spidde nogen hårdt på en hård og skarp pæl. Det at en pige med langt, sort hår spiller 'Den Danske Sang' på et lille klaver er ikke opsigtsvækkende eller aggressivt nok. Lad os gå i krig! Ja undskyld mig, men det synes jeg titlen indbyder til og det ville altså også være sjovere og en del mere oplysende.