Soli Deo Gloria

Rekviem er så smukt et ord, og dermed passer det storartet til Peter Asmussens Reumert-nominerede tekst i ’Soli Deo Gloria’, der på mange måder netop er et rekviem. For diverse eksistenser, livet som helhed – og måske endda Gud.

Ikke at Gud er særskilt synlig i de tolv skæbnefortællinger, der udgør dette stykke livshistorie. Men titlen sætter alligevel tonen for noget overjordisk i de tilfældigheder livet byder os. Udtrykket ”Gud alene æren” er typisk prentet på gravstene og ærværdige bygninger – forkortet som SDG – men også brugt af kunstnere for at signalere at deres værk er skabt i Guds ære. 

Undertonen af ironi overfor hvad, mennesker gør for Gud og vice versa, er dog tydelig. Ikke mindst fordi død og undergang spiller opmærksomhedskrævende ind i og konfronterer os med livets endemål. Og fordi de fleste af historierne afspejler en bestemt samfundstendens, egocentri – så hvis man nu erstatter Guds navn med sit eget…

Det er de store livsmål – kærlighed og had, helbred og psyke, børn og forældre – Asmussen farver med sort- og absurdsind, så det er en god ide at sætte Thomas Bendixen i instruktørstolen med hans humoristiske og folkelige tilgang. Men balancen er der ikke helt, måske fordi Bendixen har så stor respekt for Asmussens tekst. Der kunne sagtens være mere fysisk og visuel udfoldelse – som kontrast eller boost – og skønt den stilrene scenografi (også Reumert-nomineret) er flot, er den noget statisk. Også lys og lyd kunne være brugt mere inspirerende, når nu Asmussen gerne vil skabe et rekviem – på både billeder og musik.

Skuespillet er derimod helt sublimt. Marie Louise Wille, Tina Gylling Mortensen, Thomas Levin og Kasper Leisner er skiftevis fortællere og agerende i de tolv livsnedslag, hvor de rammer plet med hver eneste karakter. Parret, hvis skænderier får katastrofale konsekvenser for et barn. Overklassefruen med hang til den fysiske smerte. Pigen, der bydes at vise sine forældres nazibøddel kærlighed. Den prostituerede med barberblade i skridtet, selvmordsbomberen på bustur med den pædofile, den skydeglade soldat med paranoidt fjendesyndrom. 

De svinger meget i kvalitet, vignetterne, for selvom karaktererne er spot on, er ikke alle historier lige interessante og veldefinerede. Det er kunsten i at finde balancen mellem det genkendelige, det nye, det dyberegående. Eksempelvis pointerer bunkerscenen med to mænd, der spiller ”onani eller knald”, at højkomisk leg kan være ligeså smertende tragisk. Og hvorfor skal det absolut være så begrædeligt at blive gammel?

Heldigvis er slutningen underfundig og forunderlig, og personificerer raffineret rekviemmets stemmer: En sød, lækker sangfugl og en gammel, tør hyleugle. ’Soli Deo Gloria’ er smuk og dragende, men også mørk og forfærdende. Hylet synes dog højest, og man må tage imod den messende reminder om at leve med livet, som det er – og få det bedste ud af det.