By the Sea

Mange instruktører har til tider brugt filmarbejdet som terapi, og med ’By the Sea’ er det Angelina Jolie Pitts tur. Dog med en ekstrem distance, der indkapsler både sorg og voyeurisme.

Fra første sekund er det soleklart at dette ægtepar er bevidst om omverdenens øjne på dem. De er smukke, rige og celebre – og deres alter egoer er Angelina og Brad. En smule modigt, absolut interessant og endda lidt pirrende er det at se dem sammen på lærredet ti år efter deres spektakulære første clinch. Og i få øjeblikke ser man den gnist og intimitet, der uundgåeligt er mellem par gennem mange år – her hvor Vanessa og Roland er på vej gennem en krise, de gerne vil løse men er gået i baglås med.

Det er her voyeurismen peeker frem, og forstærkes af deres eget lille peepshow, som desværre går i selvsving i stedet for at blive et ægte udviklingsdrama. Ideen om provokation er ellers fortræffelig, men afviklingen er kikset, visuelt som dramatisk.

Indtil da har de nærmest undgået hinanden på deres retreat i en lille, fransk kystby anno 1973 – med hver deres følelseshæmmer: sprut og piller. Han som misforstået forfatter, hun som bedøvet danser. Det er så ulideligt smukt, distanceret og kontrolleret, at man næsten ikke føler deres smerte.

Ganske kritisk, når det nu handler om sorg. Jolie Pitt er bare ikke god nok som instruktør til at formidle disse store følelser på film. For sorg er ikke den samme ligegyldigt hvem man mister. Jolie Pitt mistede sin mor til kræft i 2007 og skrev efterfølgende på dette manuskript som en udforskning af sorgen. Men ’By the Sea’ handler om andre sorger, der har helt andre relationer. Lidt afsporet synes eksempelvis cafeværten Michels (Niels Arestrup) lyst til øjeblikkeligt at fortælle Roland om sorgen over sin afdøde kone.

Derimod er kvalen i Vanessa og Rolands udtværede ægteskab interessant, men de skal først igennem surmuleri, vrede og ignorance, før de – gennem spejlingen i et yngre par (Mélanie Laurent, Melvil Poupaud) – når ind til sorgen. Uden at udforske det dybere, smider Jolie Pitt så et nyt traume oveni, som nok er forudsigeligt, men som måske forklarer en del af det fysiske fokus, som filmen har dvælet ved.

Naboparrets livlige sexlyst, de topløse ved vandet, og den evige opmærksomhed på kropsdele. Ikke mindst Jolie Pitts slængende positurer, der sammen med kraftig make up og hårstyling skriger på opmærksomhed. Og da den store afsløring kommer, rettes mine tanker omkring Jolie Pitts egne (kropslige) oplevelser med kræft, mere end Vanessas egentlige tab.

Det er frustrerende, når en film stritter i så mange retninger tolkningsmæssigt, og det havde nok været en bedre, og især mere troværdig historie, hvis Jolie Pitt havde fortalt den om at miste en mor, man er ekstremt nær. Men det havde nok været for tæt på. Det ved jeg desværre selv alt for godt.