Scener fra et ægteskab

’Scener fra et ægteskab’ er nøjagtigt, hvad titlen bebuder. Udvalgte scener fra et ægteskab. Skrevet af Ingmar Bergman og første gang vist som mini-TV-serie i 1973, hvor den lagde gaderne øde og fik skilsmisseraten til at stige i Danmark. Og man forstår hvorfor. 

Johan og Marianne har et ”uhyggeligt vellykket ægteskab”. Sådan siger Marianne (Sofie Gråbøl) i første scene. Stærk, sarkastisk og perfekt står hun der og kigger på os, inden hun sammen med manden Johan (Morten Kirkskov) efterfølgende begynder at dele gavmildt ud af scenerne fra hjemmefronten.  

Marianne var i den oprindelige udgave Johan. Og omvendt. Instruktør Thomas Bendixen har lavet gender-flipping på manuskriptet, og ganske enkelt byttet om på replikkerne mellem de to roller. Marianne er derfor den styrende i samtalerne og hun er den, der senere stikker af fra mand og børn. Johan derimod referer med begejstring til Nora fra ’Et dukkehjem’ som hans største heltinde. Han går tidligt i seng med børnene og tilbyder Marianne en øl og et spejlæg, når hun kommer sent hjem fra byen. 

Hver gang en replik siges, tvinges man til at tænke: Hvordan virkede denne her replik mon oprindeligt? Det er enormt effektfuldt, og ombytningsgrebet fungerer i sig selv som en medspiller i forestillingen. Komisk, absurd, tankevækkende. 

Det bliver nogle gange lidt overgjort. Johan fremstår overvældende ynkelig, patetisk og uselvstændig. Måske er det sigende: En kvinde i hans rolle havde vi sikkert blot haft ondt af. Men der smøres for tykt på. Og hverken som mand eller kvinde bliver denne svage figur, der har været så sigende og spot on i starten af 70'erne, hundrede procent troværdig for et moderne publikum. 

Men det hele vender i 2. akt. Den underkuede Johan får mere selvstændighed, og det hele sejler for tjekkede Marianne. Sofie Gråbøl giver et stærkt portræt af en kvinde, som med indestængt smerte har givet slip på familie og tryghed. Hendes karakter følger ingen normer, kender ingen tabuer. Hun harker og snotter, drikker uhæmmet og taler med gift på tungen. ”Jeg afskyr mine børn, og jeg er overbevist om at det er gengældt,” siger hun uden synlig sårbarhed. Dramaet bliver undervejs så intenst, at kønnene, som ellers var helt i front, forsvinder. Frem står blot to mennesker, der på hver deres måde elsker og kæmper og fejler. 

Bergmans tekst er fantastisk. Sjældent har nogen portrætteret dynamikken i en helt almindelig samtale mellem to elskende så godt. Han viser os dynamikken, der gør, at når man først er gået i gang med at diskutere sexlivet, så daler sexlysten for hvert minut, samtalen varer ved. Og dynamikken der gør, at når man bliver enige om, at det ikke fører nogen steder at snakke om noget, så stopper man alligevel ikke med at snakke om det. Nej, man bliver bare ved med at snakke om, at det ikke giver mening at snakke om det. Åh, hvor absurd og genkendeligt! 

Alle, der har været i et forhold, vil kunne spejle sig. Eller rettere sagt: Alle, der har prøvet at være menneske og omgås andre mennesker. Der stilles spørgsmål som: Er ensomheden i sidste ende det eneste, vi kan regne med? Skal vi lære at være i den, før vi kan regne med at kunne være sammen med andre? Skal vi virkelig vælge hinanden på trods af alt det modbydelige, det medfører? 

Johan og Marianne kender hinanden så godt som ingen andre. De er mere lede ved hinanden, end fremmede nogensinde ville kunne være. På sin vis er ’Scener fra et ægteskab’ én lang skoletime i hvordan man trykker på de helt rigtige knapper hos dem man kender alt for godt. Men de længes også mere efter hinanden end nogensinde at kunne give slip. Og når den ene giver slip, så holder den anden fast. 

Scenografien er helt simpel, og hvis man er ked af stillestående teater, hvor scenen ikke ændrer udseende to timer i streg, vil man måske komme til at kede sig en anelse. Her er ingen lir. Stort set ingen musik, ingen andre mennesker end Marianne og Johan, og tekstmængden er intens. Men ordene leveres med masser af indlevelse, troværdighed og bevægelse. 

’Scener fra et ægteskab’ er en simpel, kløgtig og interessant nyopsætning af en stadig vedkommende tekst. Forestillingen vil give stof til debat hos alle, der gør sig tanker over samliv – og hvad det vil sige at være kvinde, mand, kæreste, ægtefælde, tro, utro og blot menneske.