Rosenkavaleren

Tiden er en faktor. Den flyder langsomt forbi, ligesom scenefladen glidende forandres og reflekteres i kantede, illuminerede eller sprækkede gigantspejle, der drejer næsten ligeså uænset. Richard Strauss’ ’Rosenkavaleren’ har altid været lidt af en tidsboble, og denne er lidt for udspilet.

Dog særdeles vellykket i skildringen af tidens gang – scenografisk flot og karaktermæssigt både sjovt og gribende – det overordnede tema, der dominerer denne kærlighedsforviklingskomedie. Om forandringer og forgængelighed samt den tilpasning dertil kræves. Og her er det ikke titelrollen, der styrer slaget, men den livfulde feltmarskalinde, som står op om natten og sætter urene i stå.

Anne Margrethe Dahl (der denne aften fejrede sit 25 års jubilæum) er rørende underspillet i et af operaens højdepunkter – og en af de smukkeste Strauss-arier – ’Die Zeit, die ist ein sonderbar Ding’; hvor hun blandt andet slår an at hendes unge elsker Octavian snart vil forlade hende. I dag, i morgen, eller næste dag.

Mere problematisk er det reelle tidsbillede, som oprindeligt var rokoko-Wien i 1740erne, men som oftest bliver opdateret til den tid hvori den er skrevet, 1911 lige før Første Verdenskrig. Også her i schweiziske Marco Arturo Marellis Reumert-vindende regi og scenografi, som så alligevel svulmer godt af rokoko i eksempelvis møblement og opførsel. Men det hiver tiden baglæns i forhold til den ganske fremadrettede handling, og bliver indimellem for fjantet og forvildet.

Det brogede persongalleri repræsenterer ellers fornøjeligt tidens samfundslag og -typer, men efterhånden som tempo og morskab intensiveres, er der for meget virvar over de store ensemblescener. Feltmarskalindens morgenaudiens fungerer optimalt, men efter bulderbassen Baron Ochs har sparket valsemusikken og -sangen ind, bliver farceforvirringen bare irriterende. Særligt når nogen bliver ved at rende rundt med en stol til ingens verdens nytte. Humor? Måske, men her bare endnu en gentaget gimmick – som valseriet – der misser sin margin. Ligesom politiet også kunne stramme op på deres vid.

Scenografien er dog fantastisk som et billede på tiden, der flyder. Minutterne og timerne, der med scenegulvet ruller forbi aktørerne – og os – så stilfuldt at man ville ønske man kunne opfange alle detaljerne. De fragmenterede og lysmanipulerede spejle viser typiske tidselementer som farverige malerier, voluminøse trapper, kølige marmorering og frodige træer. Ofte forvrænget og overlappende – og næsten konstant i bevægelse.

Titelkarakteren er en af operahistoriens mest berømte bukseroller – altså en kvinde i en manderolle – og Strauss lagde aldrig skjul på sin præference for sopranstemmer. Den svenske mezzosopran Elisabeth Jansson er en skøn og kraftfuld rosenkavaler/Octavian med flere tvist af kvindelist end de fleste kvinder. Her er virkelig spil på kønsmønstrene, intellektuelt og legemligt. Og den flotteste, passionerede sopran-terzet hørt længe – med Anne Margrethe Dahl og finske Hanna Rantala (der afløste sygemeldte Anke Briegel) – ’Hab' mir's gelobt’.

Det burde have været den prægtige afslutning, men i stedet trækkes der igen i langdrag med en kæresteduet, der kommer til at spejle sig i åbningsscenen. Hvilket efterlader en underlig tvivl om hvorvidt hele balladen ender lykkeligt, flygtigt, fjollet eller tragisk. Eller måske fuldstændig status quo. Med urene sat i stå?