Reflections on Joni

Vinterjazz betyder selvfølgelig at Benjamin Koppel og hans fantastiske musikvenner igen er på scenen med masser af jazz og jam. Dette år primært i Valby Kulturhus, som desværre ikke giver ligeså god lyd som tidligere lokationer som Prøvehallen og især Bremen, hvor stemningen også damper mere i kraft af et stort (stam)publikum.

Talentmassen på scenen er som altid imponerende, propfyldt af forventning og energi fra sax, klaver, bas, trommer og hele fire strygere. Intet mindre når reflektionerne skal hylde den kanadiske songwriter Joni Mitchell. Som Randi Laubek kommenterer skal der en vis del ærefrygt til at synge Joni: "men nogen skal jo gøre det!" Og det er så fire sangerinder, udover Laubek, Frederikke Vedel, Josephine Philip og Naja Rosa Koppel. 

Med alle på scenen og for fuld blæs lægges ud med det mest poppede, en hitsang fra 1997, som de fleste nok kender, men nok ikke forbinder med Joni: ’Got ’till it’s gone’ - skrevet og performet sammen med Janet Jackson og rapper Q-Tip. Dejligt funky mood, som måske skulle have fortsat i endnu en firstemmig sang, måske endda et medley.

I stedet overtager melankolien i Naja Rosa Koppels tolkninger af ’River’ og ’Help Me’ - begge ret ikoniske Joni-numre. ’River’ er en af mine absolutte favoritter - også i mange andre sangeres versioner, kvindelige som mandlige - men Najas sære sving i stemmelejet er bestemt ikke for mine øre. Og det går desværre kun lidt bedre med næste sang, ’Help Me’.

Joni Mitchell har altid været poetisk og kreativ i både tone og tekst, med en vis melankoli, også i den ofte lidt sårbare stemme, der skaber særligt rørende stemning i mange toneskift og -lejer. Det mestrer Randi Laubek ret magisk, når hun her synger ’The Same Situation’ og i særdeleshed den smukke ’Down to You’.

Begge numre - ligeså ’Help Me’ - er fra ’Court and Spark’ (1974), det første album med jazzfusioner, som kom til at præge Jonis eksperimenteren med andre (populær)genrer, væk fra hendes oprindelige folk song-stil. En af de store sællerter og manges personlige favorit, ligesom ’Blue’ (1971), hvorfra næste sangerinde også har et yndlingsnummer: ’A Case of You’.

Josephine Philip synger "I could drink a case of you, darling, and I would still be on my feet..." med skøn indlevelse, efter hun har fortalt at sangen handler om Graham Nash, som Joni droppede for karrieren. Der er mange kærestehistorier i disse ret produktive år, og Joni kanaliserede dem gennem sangene, deriblandt også jalousi over trommeslager John Guerin i ’Blue Motel Room’ (fra ’Hejira’ 1976)  - igen i en smuk soul-jazzet vokal af Josephine. 

Alligevel topper Frederikke Vedel det hele, hun er helt suveræn stemmemæssigt og herligt livlig i sine jazzmoves. ’All I Want’ (fra ’Blue’) er spudlende og forførende, så man ikke er i tvivl om at hun vil "bring out the best in me and in you..." Og hun får også en yndlingssang med: ’Chinese Cafe/Unchained Melody’ (fra ’Wild Things Run Fast’ 1982), som skaber et dejligt drømmescenarie af nyt og gammelt mixet sammen. 

Som altid brillerer Benjamin på saxofon, men den vidunderlige strygerkvartet får også ekstraordinær plads til at fryde med ekstra beats og riffs, ikke mindst i et par fængende introer. Og så er der Søren Møller, som ikke bare spiller klaver, men også gerne vil fortælle skøre historier. Det bliver en noget lang velkomst med farlig Afrika-tur, og et temmelig fjollet forsøg på at linke det til Joni Mitchell. Det må kunne gøres bedre, ligesom der sagtens kunne være korte introer til nogle af sangene. Det giver mere personlighed - både til performerne og deres emne - og netop Joni gjorde jo dyd ud af at være personlig, ærlig og ægte. 

Tiden er fløjet afsted, da alle igen er på scenen til endnu et velkendt hit ’Both Sides Now’ og ekstranummeret, der er repeat af åbningssangen. Man har bare lyst til at høre mere, og går derfra med følelsen af at det var en lidt for hurtig jam gennem Jonis fantastiske musikhistorie. Men som altid spilleglæde og engagement i dette jazz-regi, og der er bestemt basis for showgentagelser, gerne med flere, nye tolkninger.