Reflections on Bowie

Bowie-reflektionerne var næsten ligeså forrygende som første gang. Og endda med et par nye numre: ’Fantastic Voyage’ og ’I’m afraid of Americans’ - begge udfordrende at jazze henholdsvis op og ned, men det gik især godt for sidstnævnte med Mark Linns smægtende vokal.

Der var også ekstra på hyggesnakken. Dog lidt for lange historier fra Søren Møller - eksempelvis om inflation - men fint at høre Marks indgang til Bowie, og ret griner, når Michael fortæller hvorfor han og Mark går backstage imens Christian kører Berlin-perioden af. 

De fire strygere er stadig et fantastisk supplement til en allerede fed lydside - og de nye musikere, ikke mindst Kristoffer Sonne på trommer, glider perfekt ind i de indimellem ambitiøse arrangementer.

Desværre er det en ganske forstyrrende faktor for de fremragende vokaler at lydmanden ikke har styr på mikrofonernes (ekko)forvrængning - det ødelagde især ekstranummeret ’Station to Station,’ hvor tempo og toneleje skifter heftigt. Underligt nok værst i showets sidste del, hvor der netop burde være mere styr på det.

---------------------------------

Man kan kun have store forventninger, når Cowbells Summer Jazz-folk vil jazze over David Bowies ikoniske og multifacetterede musikkatalog. Og som komponist/pianist/arrangør Søren Møller kommenterer, er detaljerigdommen i top med Bowie, der altid har kørt crossover med genrer og kunstnere.

Scenen er proppet til randen med musikgrej og -folk. For her skal naturligvis være både klaver og synthesizer, samt electronica/beatboks, trommer, saxofon og strygerkvartet. Mikrofoner, nodestativer, højtalere – og hele tre sangere. Så der er virkelig tæt og livlig stemning, men stadig dejligt afslappet og med lidt humoristiske indslag, som altid i Koppel-selskabet.

”Something happened on the day he died,” er en af de markante tekstlinjer i Bowies dødshymne ’Blackstar’ – her i et dybt fascinerende samspil af synth, sax og strygere – sunget dybtfølt af Michael Møller. Efter han har fortalt sin egen anekdote om forbilledets død. Bestemt en god, personlig stemmetolkning, som også overrasker i ’Space Oddity’, der trods spacelyde bliver aftenens mest jazzede nummer, ikke mindst i kraft af Benjamin Koppels smægtende saxofontoner.

Midtsektionen er mere anonym, selvom hittet ’Heroes’ lægger ud med klezmer-agtige strygere og får interessant sax-vinkel. Men Christian Hjelm har svært ved at nå den særlige vokalbalance mellem følelsesløs og desperat, og ligeså i ‘Where are We now’ – hvor monotonien også tager over musikalsk. Som stor Bowie-fan forstår man ideen med at sammenføre de to Berlin-numre (hhv. 1977 og 2013), men det er bedre tænkt end udført. Og kræver nok en stærkere vokal.

’Ashes to Ashes’ åbner showet med et lækkert, tungt basbeat og en suveræn cool Mark Linn. Han er fænomenal til Bowies særlige toneleje – især ’Let’s Dance’ lyder som mesteren selv, med undtagelse af et par jazzede jamtoner til sidst. Da han synger ”serious moonlight” er jeg tilbage på Ullevi-lægterne til min første koncert, og hans indledning af ’Life on Mars?’ er muligvis den lækreste vokal jeg har hørt på denne allermest coverede Bowie-sang. Og en perfekt afslutning med strygerne, smukt helt ind i sjælen.

Bowies vokal er helt unik, og selvfølgelig skal jazz-refleksionerne ikke lyde præcis som ham, så solistvalgene er en spændende kombi, som man mærker i kordelene af ’Life on Mars?’ og især ’Station to Station’. Til sidstnævntes arrangement har Møller hentet inspiration fra Brooklyn-musikere, og måske er ambitionerne gået lidt amok, for der sker så meget at det komplekse tempo- og toneskift ryger lidt af sporet.

Men helt klart hellere syret, særligt og exceptionelt end traditionelt, det er helt i Bowies ånd. At mixe smooth jazz, klassiske strygere, poppede beats og elektroniske effekter med tre stemmelejer. Multi-kunstnerisk når det er bedst. Møller på tangenter, Marianne Lewandowski på trommer og fire helt eminente strygere: Andrea Gyarfas Brahe, Karen Johanne Pedersen, Deanne Said, Live Johansson. Der skal meget til at tage fokus fra Koppels suveræne sax, men det gør de damer på strygere i flere omgange. 

Det er Neo-jazz i højeste gear og kvalitet. Denne anmelder og ledsager var så begejstrede at vi måtte se showet to gange i træk! Vi kan kun opfordre til at genoplive/genopleve det Bowie-show igen og igen, og gerne med flere tolkninger.