Reality
KOMEDIEDRAMA
Premiere 13. juni 2013
Hvis den italienske mesterinstruktør Fellini skulle iscenesætte et reality show i dag, så ville det garanteret glimre af pomp og pragt som åbningsscenen i ’Reality’. En lidt spøjs, men skøn reference af Matteo Garrone, der zoomer ind på la dolce vita i reality-showets spotlys.
Det overdådige scenarie af et bryllup er både kønt og kitsch. Fra guldkaret og fontænepool til disco-drag-dans og helikoptervisit af reality-stjernen Enzo. Han opfordrer folk til at tro på deres drømme, og fiskehandleren Luciano bliver inspireret.
Målet er ’Big Brother’ - godt gejlet op af familie, venner og kunder. Efter auditions bliver Luciano aldeles berømmelsesforhippet. Han er overbevist om, at tv-agenter overvåger ham, og stræber fanatisk efter at skabe en ægte tv-personality.
Ægte er ikke optimalt i reality-sammenhæng, for så bliver manipulationen for grov. Hvilket er en af Garrones pointer, men den drukner i Lucianos luftkasteller af selvværd. Fantasien er svær at få styr på: Er det drømmen om at kunne skabe sit eget luksusliv, eller bekræftelsen i at andre følger ens liv?
Vi har selv hypet reality-mareridtet ind i vores liv, signalerer Garrone, men ignorerer den store mediemanipulation.
En spiddende satire og et herligt hyperrealistisk persongalleri udgør hjertet i denne Grand Prix-vinder fra sidste års Cannes-festival. Trods en del forudsigelighed omkring reality-konceptet fænger Lucianos feberdrøm med en eminent paranoia. Overvågning er jo essensen af reality-tv, og med ’Big Brother’-rammen skaber Garrone associationer til andre omnipotente brødre: Fra George Orwells ’1984’ til den almægtige i Himlen.
Når ‘Reality’ slutter med et megazoom ud i universet, føler man sig godt underholdt, men også lidt understimuleret. Særligt med tanke på den festlige felliniske start. Og sådan er det vel med diverse reality-programmer: Overfladisk lir.
Men Garrone pirrer vores nysgerrighed i slutsekvensen, og vi funderer over Lucianos skæbne. En følelse, der sjældent indtræffer med reality-tv.