The Raft

I 1973 var verden af lave. Ungdomsoprøret havde slået sprækker i fortællingen om efterkrigstidens fremskridtsoptimisme, Vietnamkrigen rasede og mennesker eksperimenterede med hinanden, som individer og del af grupper. 

Dokumentaren ’The Raft’ viser, hvad der skete, da en konfliktforskende antropolog satte ti mennesker på en tømmerflåde og sendte dem tværs over Atlanten. Gruppen var et mikrokosmos, bestående af vidt forskellige mænd og kvinder, der kunne afspejle verden.

Ideen var både simpel og helt ude i hampen. Forskeren Santiago Genovés ville nemlig undersøge, hvad der sker med mennesker, tvunget til at leve sammen under ekstreme forhold, og håbede blandt andet at finde ud af, om vold er indbygget eller tillært. For hvad sker der, når vi bliver pressede? Og hvor lang tid vil der gå, før folk smider hæmningerne? Hvornår gribes mennesker af massehysteri?

Denne film er også enkel, men ganske opløftende. En lille gruppe af de nu ældre deltagere mødes, mindes og måber over de ting, de lod sig byde i de 101 dage det vilde eksperiment varede under forskerens granskende øjne. Ikke bare fysisk, men psykisk. Da forskeren ikke fik de konflikter og det drama, han var ude efter, begyndte manipulationerne. Han prøvede at spille folk ud mod hinanden, satte splid og opfordrede til mytteri.

De mange, grynede klip fra dengang på flåden viser en flok unge, idealistiske mennesker, der blev presset i en grad, de aldrig havde prøvet før. Minderne står i kø, da den lille flok overlevende mødes på en tro krydsfiner-kopi af flåden. Over fyrre år ældre, men stadig præget af den oplevelse for livet, de fik.

Filmens enkle, stilistiske greb fungerer fremragende og musikken, der ledsager de mange smalfilmsklip, er sublim. Som modvægt til de afdæmpede og nuancerede fortællinger fra besætningen, står de oplæste dagbogsnotater fra Santiago Genovés, der måske var den, der blev mest forandret af turen.