Piaf & Aznavour – Hymne til kærligheden

De tynde karakteristiske øjenbryn er optegnet på grænsen til panden, og det er et glædeligt gensyn med sammensmeltningen mellem de to fantastisk karismatiske sangerinder Kirsten Siggaard og Edith Piaf. Rollen som spurven har fulgt Siggaard i over 25 år, fra hun første gang i 1991 optrådte i ’Spurven’ på Det Ny Teater. Rollen har udviklet sig, og senest symbiosen kunne opleves var på Landsteatrets Danmarksturne i 2014, hvor der blev fokuseret på de sidste fem tragiske år af den franske sangerindes liv.

Nu er spurven igen landet på den prominente adresse, om end på den intime scene i teaterkælderen, Sceneriet under showkonceptet Off Det Ny. Denne gang er fokus på relationen til en anden af forrige århundredes største chanson-sangere, Charles Aznavour, som sidste år trak hundredetusindvis sørgende parisere på gaden, da han som 94-årig sang sin svanesang.

Scenografien er minimal, en gammeldags lygtepæl samt et cafebord og to stole. Ved siden af scenen er to garvede musikere, pianisten Mathias Grove Madsen og Kurt Larsen, spillemand på harmonika. Den romantisk-melankolske stemning er skudsikker. Længslen mod forelskelse i Paris, og en bedre simplere tid, sættes formidabelt fra første sats af den nye danske oversættelse af Aznavours ’Hier Encore/Yesterday, when I was young’, og kort tid efter Piaf-klassikeren ’La vie en rose’. 

De danske oversættelser er velovervejede og med respekt for originalversionerne, mens de for den mindre frankofile del af publikum kan være en øjenåbner for det lyriske univers af de to sangere, mens det er en påmindelse om at romancen ikke blot er rosenrød. Sangene omhandler knuste hjerter, gadeludere og artister, forsiden såvel som bagsiden af medaljen, og det er en hitparade af skønne sange i danske oversættelser, såvel som engelsk og fransk.

Valget af sange er velkurateret og opbygger en ide om kronologi, fra de to sangere mødtes i 1951 da Aznavour var i midt-tyverne og Piaf noget ældre og meget mere erfaren. Hun tog ham under sine vinger, og hyrede ham som opvarmning til sine koncerter på Moulin Rouge, hvorfra hans karriere for alvor tog fat. 

Kirsten Siggaard er som Edith Piaf stærk fra starten, mens Kim Hammelsvang starter stille ud som den yngre sanger, men når et stort klimaks halvvejs, hvorefter Piaf begynder at visne hen, til hun falder om i hans arme til tåreperseren ’She’. Inden den følsomme afslutning, er der store armbevægelser på scenen. Lidt for store til tider. Under nummeret ’What makes a man/Comme ils disent’ om den transseksuelle mand, der bor med sin mor, er der langt fra den coolness Aznavour, den franske Frank Sinatra, viste på scenen, og der er et disconnect mellem ham og Hammelsvang, der trods sin flotte vokal og store charme ikke helt rammer plet i karakteren. Aznavour forførte oftest i et blik og en lille bevægelse i håndledet.

Ligeledes er der en lille distance til publikum på den ellers intime scene. En enkelt mand på forreste række rejste sig i applaus undervejs som det kan forventes til en cabaret, mens flere i løbet af det næsten halvanden time lange stykke besøgte toilettet. Selv sad jeg på bagerste række og kyssede lidt på min kæreste. ’Hymne til kærligheden’ er en fin hyldest til Piaf og Aznavour.