Perplex

Er der en psykolog til stede? En parterapeut? En coach? Eller måske bare en instruktør? Det moderne parforhold er blevet en farce med perpleksitet som overskrift, og den fjerde væg er for længst brudt ned i privaten – og teatret.

Vi udstiller vores liv som aldrig før, og imens forventninger og idealer skrues skyhøjt, modstiller vi vores liv med andres. Refleks, kompleks, perpleks. Det kunne være reaktionsmønstret på denne sammenligning, og de følelser rammer de ret godt i komedien ’Perplex’, imens de gradvist trækker forestillingstæppet væk under sig selv og hinanden.

Flere gange benævnes konstellationen af fire karakterer (i form af to par) med typiske tableauer som utroskab og succesrating. Men selvom det indimellem er genkendeligt – at sønnen er umuligt krævende, at moderen smadrer grimme kopper og at faderen har højtråbende teorier – så er den tyske dramatiker Marius von Mayenburg ude i langt mere absurdkomiske scenarier, end de fleste hjem kan rumme i et parforhold.

Troels Lyby, Ellen Hillingsø, Louise Mieritz og Jon Lange er alle forrygende som myriaden af personligheder med hang til drama i kærlighedslivet og narcissistisk ræs på eksistenskontoen. Fra trodsige børn og asiatisk hushjælp til partnerleg med udklædning under temaet nordiske nætter. Med splitternøgne skabelsesteorier og musikalske dødshymner. Og mest vildt i dyrkelsen af de dyriske drifter i den topsjove ”giv dig hen til elgen”-scene, efterfulgt af kærlighedskuller så tyk i spotten, at det næsten bliver for meget.

Men det er forløsende sjovt overdrev, og med sikker stil styrer instruktør Christoffer Berdal komikken fra tempofyldt gejl til nølende etos. Meta-lagene – for realiteten og fiktionen – pilles oplagt af det overplanlagte liv, hvor rollerne er kørt fast. Så det hvirvler rundt og ud af kontrol, jo mere vi forsøger at finde mening. De forskellige teorier om eksistensberettigelse og lignende fremsættes netop som teorier, ikke noget man rent faktisk synes at kunne efterleve.

Til sidst bliver scenen bogstaveligt pillet fra sans og samling, og forvirringen er total. Det hovedløse og det tankevækkende sitrer i en konfus sammensmeltning. Louise agerer chok over en fraværende instruktør, Jon vrøvler om manifestet, Ellen snupper en dåseøl, og Troels citerer Nietzsches ’Det gale menneske’. Og så en lille sang til at få smilet tilbage på vores læber – positiv tankevinding på identificerbart grundlag. Som når vi dyrker vores mindfulness eller andre selvhjælpstricks.

’Perplex’ rammer lige i solar plexus på tidsånden om at realisere os selv, nedbryde grænser, følge drifter, skabe drømme og så videre – og her er det så, vi får brug for terapeuten i en eller anden skikkelse. Når vi altså får pusten igen – eller måske får banket den der væg op igen.