The Lost Daughter

”Jeg er en unaturlig mor”, siger hovedpersonen i Maggie Gyllenhaals instruktørdebut, et stærkt girl-power-projekt, der tager fat på skamfulde og forbudte følelser om moderskabet, utraditionelle valg og konsekvenserne af dem. 

Leda (Olivia Colman) er en 48-årig universitetsprofessor med speciale i oversat italiensk litteratur. Hendes to voksne døtre er fløjet fra reden, hun er alene og føler hun sig godt tilpas i  eget selskab. Under en ferie på en græsk ø, møder hun en stor, larmende og pladskrævende familie. Først bliver hun irriteret over den højrøstede (og ganske truende) familie, som forstyrrer hendes ro, men hun begynder i det skjulte at observere dem – især den unge kvinde Nina (Dakota Johnson) og dennes lille datter Elena. Deres mor-datter-forhold både fascinerer og foruroliger Leda, river op i gamle sår og en impulsiv handling sender hende ind i et spind af minder om terroren, forvirringen og intensiteten af sin egen tid som ung mor.

Filmen er baseret på Elena Ferrantes roman ’Dukken der blev væk’ (på dansk i 2016), og det er lykkedes Maggie Gyllenhaal at bearbejde teksten til det store lærred med bravur. Hver scene har en intensitet uden lige og Gyllenhaal får os til at hoppe i sædet på bedste thriller-vis med blot et stykke råddent frugt og en stor larmende bille. 

Olivia Colman er formidabel i den alt dominerende hovedrolle – hendes ansigtsudtryk fanger stille og roligt den følelsesmæssige uro, Leda så hårdt prøver at forhindre. Tæt fulgt af fantastiske Jessie Buckley, der spiller den unge Leda. 

Omgivelsernes skønhed og idyl nedbrydes af den grimme menneskelige adfærd, som filmen sætter under lup. Det indirekte budskab om forventningerne til kvinder og deres rolle som mødre samt den grimme gængse antagelse at kvinder, der ikke vil have børn begår deres livs fejltagelse - og derfor ofte betragtes som mindre kvindelige - træder tydeligt frem.

Alt i alt er ’The Lost Daughter’ en provokerende, barsk og tankevækkende undersøgelse af kvinders ønsker, ambitioner, tvivl og fortrydelse. Det er ikke nogen feelgood-film. Tværtimod. Men det er en virkelig god feelbad-film.