To på flugt

Det er ikke fordi, der sådan på papiret er noget ud over det sædvanlige ved Disneys take på fablen om langhårede Rapunsel. 'To på flugt' er (bortset fra den danske titel) bare så ualmindelig veludført, at en Disney-tegnefilm nu endelig igen (efter snart 20 års svingende indsatser) fuldt fortjener det stempel, de alle fødes med: En klassiker.

Rapunzel er 17 år og aldrig klippet. Men hun slår en proper stegepande, opdager den selvfede klatretyv Flynn, der søger tilflugt i hendes ensomme tårn og tvinges til at vise den brave ungmø verden udenfor.

På action-fyldt og smadder romantisk vis. Assisteret og obstrueret af en beskyttende kælekamæleon, en egensindig sporhu... sporhest, og så selvfølgelig Rapunzels endeløse gyldne lokker, der har flere handy funktioner end en schweizerkniv.

Det starter ok, udvikler sig godt, og er mod slutningen så skiftevist smukt, skægt og sødt, at 3D-brillen bliver ved med at dugge. For i forlængelse af sidste års solide 'Prinsessen og Frøen' har fantasi-firmaet for alvor genfundet formen ved at vende helhjertet tilbage til de originale kernedyder: sjov, sang og spænding i en håndtegnet fest for øjet.

Men hov, det håndtegnede føles bare sådan, for alt er i virkeligheden elegant computer-genereret og altså i de efterhånden obligatoriske tre dimensioner (der i en hovedscene med 46.000 svævende papirlanterner udnyttes fuldstændig overvældende (selv for en brille-skeptiker)).

Og sådan er 'To på flugt' i sin essens. Traditionel udenpå men topmoderne indeni – på trods af at eventyret får lov at være et vaskeægte eventyr, der ikke skal undskylde for sig selv med tidstypisk ironiske krumspring.