Leaves – The Colour of Falling

Atomkælder, flimrende blålys og dystre, abstrakte akkorder. Tilsat sorte øjne og glimmermund. Det bliver ikke meget mere goth opera end ’Leaves’, Copenhagen Opera Festivals første nyskrevne produktion, i samarbejde med Sort/Hvid.

Det gamle Kommunehospitals underjordiske, betondunkle kælder, der blev bygget under den kolde krigs atombombefrygt, er en genial location for det der ligner en undtagelsestilstand. Et mørkt univers, som vi – efter deponering af vores ejendele – går vilkårligt rundt i. Ledt af små lyskilder og musiktoner får vi fornemmelsen af vanslægtet natur, imens en udefinerbar uhygge sniger sig ind.

Desværre brydes den hurtigt, da de cirka 60 gæster skal føres samtidigt til et bestemt rum. Her spiller bandet Efterklang akkompagneret af otte musikere og fire operasangere sange om uperfekt kærlighed, forræderiske spind og det hykleriske liv. Alt meget abstrakt, men yderst stemningsfuldt – som resten af forestillingen, der foregår i de labyrintiske gange og rum, hvor musikere og sangere udlever deres overlevelsesritualer.

De vil os noget, omend det er ret diffust hvad. Er de fordømte sjæle eller apokalypsens engle? Ursula Andkjær Olsens engelske tekster afspejler tab og dommedag, men også naturlig vækst og en ny begyndelse. Mørk poesi, som iscenesætter Christian Lollike tilføjer mystik og gys. Snart indvies vi i deres verden, trækkes derind, mærkes med lyde, lugte og andre sansepræg, og hurtigt får vi en foruroligende følelse af at de vil have noget af os.

Ganske sinister er den øksesvingende kævlekvinde på had- og hævntogt i skikkelse af sopran og Wagner-diva Lisbeth Balslev. Ligeledes ildevarslende er personificeringen af det mørke dyb (bas Nicolai Elsberg), der konstant forsikrer os om at han vil vente på os. Vidunderligt syngende og forførisk tvetydig er årets unge operatalent, kontratenor Morten Grove Frandsen i blondedress, der vil give os vinger af edderkoppespind – og ikke mindst glimmermunde og guldconfetti. Men mest fascinerende er sopran Katinka Fogh Vindelev som sortklædt, gravid brud, hvis mega-langstrakte slør minder om det stille vand hvor hendes dødfødsel har fundet sted. Spooky!

Akustikken er udnyttet fantastisk, og man drages konstant af nye toner fra andre rum, ligesom man ofte har det forrige rums lyde med sig. Det er mestendels interessant med de sære lydmiks, men af og til også distraherende. Kontrasterne pulserer i Karsten Fundal og Efterklangs kompositioner, fordi de har fundet fælles stemning i det melankolske. Og de skaber en dirrende resonans, som runger i kroppen noget tid efter.

’Leaves’ er en unik og dybt fascinerende oplevelse, der bliver stærkere af den intimitet og nærhed, som både performere og location leverer. Men forestillingen er mere en masse af underfundige tilstande og mystiske magter end en egentlig sammenhængende handling.

Det burde ha’ endt med sangen ’Leaves’, det gav mening i naturens forstand. I stedet bliver afslutningen virkelig goth, men goth har også sin særegne poesi, og det er absolut ikke uden efterklang vi tumler op ad trappen til virkeligheden. Til den mest grå, blæsende og kolde sommer i mange, mange år – og tanken strejfer os at det måske er en klimakatastrofe, der har sendt folk i Atomkælderen.