Nomadland

Her er intet endegyldigt, intet farvel – hverken for mennesker eller steder – for devisen er at ses (igen) nede ad vejen. Levende eller død, dynamisk eller øde, varm eller kold. 

Oscar-vinderen ’Nomadland’ er landevejspoesi af den realistiske og naturalistiske slags. Nærmest dokumentarisk, og det kunne sagtens være mere råt, men den kinesiskfødte instruktør Chloé Zhaos stil er mere gemytlig, åndrig og empatisk. Så selvom livet på vejen er hårdt og desperat, rummer disse mennesker så meget stamina og positive tanker overfor de åbne veje og frie værdier, som de har valgt at fylde resten af deres liv med.

Til denne brogede flok kommer Fern med en vis distance og stædighed overfor ideen om at indgå i fællesskabet. Men efter Rubber Tramp Rendezvous, tips om skidespande, simple byttehandler, takling af flirt, familiebesøg og tilbud om fast grund, finder Fern balancen mellem at være alene og i gruppe. 

Frances McDormand smelter som vanligt helt eminent ind i hovedrollen, og det er på mange måder hendes film – hun købte (sammen med Peter Spears) rettighederne til Jessica Bruders 2017-reportagebog og hyrede Zhao – men hun deler ydmygt og naturligt hjerterummet med virkelighedens nomader. Som Linda May og Swankie, der bliver sjælveninder, og Bob Wells, der inspirerer, guider og samler nomader, særligt engageret i husvogne. 

Ferns rejse og udvikling er ikke nyskabende og måske endda forventelig, men alt føles ægte og hjertegribende. To konventionelle afsporinger er tæt på de velkendte amerikanske klicheer, men både Daves (David Strathairn) forførelse og søsterfamiliens kapitalisme bidrager fint til karakterudfoldelsen af Fern. For hun forandrer sig egentlig ikke så meget, som person, hun formår bare at være mere åben, tilgængelig og afslappet i selskab med andre.

En stor del af filmens sjælero kommer fra naturen, som nomaderne ofte går i ét med. Flydende nøgen i en flod, henslængt i en kæmpebunke af nyhøstede roer, omsluttet af klippevægge, eller når de mindes en afdød ved at kaste sten på bålet. Fotograf Joshua James Richards fanger de små og store landskaber som en del af de rejsendes liv, på krop og sjæl. Det er ikke kun smukke panoramaer, men også kulde, frygt og vildskab. Som de lærer at takle, nyde og elske. Ferns søster bemærker at nomaderne er som nybyggerne, men de bygger ikke nyt, de værdsætter alt det gamle og går til verden på naturens præmisser. Det er ’Nomadland.’