Hvor flodkrebsene synger

Den britiske skuespillerinde Daisy Edgar-Jones, som imponerede alle med sin fremragende præstation i serien ’Normal People’, får en lidt ærgerlig Hollywood-debut som Kya i filmatiseringen af Delia Owens bestsellerroman ’Hvor flodkrebsene synger’ – en film som er alt for renskrubbet og forudsigelig. 

Der bruges uforholdsmæssigt meget tid på smukke naturbilleder for at kæde historiens forskellige tidslinjer sammen. Det starter i 1969 når den rige og populære tidligere high school quarterback Chase (Harris Dickinson) findes død i marsken og den udstødte unge kvinde Kya med det nedladende kælenavn Marskpigen, som han i hemmelighed har kissemisset med, anholdes for drabet. Mens hendes venlige og godhjertede advokat (David Strathairn) skal overbevise juryen om at anderledeshed ikke betyder at man har en svag karakter og begår mord, afsløres Kyas historie i flashbacks.

Som barn er Kya (Jojo Regina) listig nok til at undgå faderens berusede vold, der drev først hendes mor og siden hendes ældre søskende væk og efterlod hende alene med en bitter og fordrukken mand. Da han en dag også forsvinder, er Kya ressourcestærk nok til at overleve alene ved at høste ferskvandsmuslinger, som hun bytter til fornødenheder hos den lokale købmand, den sorte, hjertevarme Jumpin’ og hustruen Mabel (Sterling Macer Jr og Michael Hyatt), der som de eneste hjælper og beskytter hende.

Som teenager strejfer hun frit og vildt rundt på vådområderne i sin påhængsmotorbåd og tegner billeder af den lokale flora og fauna med sit utrænede men fantastiske kunstneriske talent. Barndomsvennen Tate (Taylor John Smith), som snart skal afsted for at studere, lærer hende at læse og skrive, og så når de naturligvis også at kysse mens søvandet plasker omkring dem, inden han rejser.

For en historie om sex, mord, svigt og klassesamfundets vrede og foragt for dem, der er anderledes, er det ærligt talt en tam fremstilling - det er simpelthen alt for kvalmende pænt. Historien udspilles i 1950/60’erne, som ifølge filmen åbenbart var helt begivenhedsløse årtier i sydstaternes USA. 

Samtidig forsøger filmen (uden held) at være en slags pendant til retssalsdramaet i ’Dræb ikke en sangfugl’ nu blot med en udstødt hvid kvinde, som ikke alene har talent for at observere og tegne planterne og dyrene omkring sig, men også at påføre sig læbestift perfekt og skræddersy sit tøj. Måske fremstår Kya vild og potentiel farlig i romanen, men i filmen er hun som den forældreløse prinsesse i et eventyr, stoisk over for modgang, en syndebuk og noget nær en superhelt. Og den landlige fattigdom er forvandlet til Instagram-venlig æstetik.

Det kan være en fordel ikke at have læst det litterære forlæg inden man ser filmen – men jeg vil anbefale at man læser bogen i stedet for.