Neds

’Neds’ gør nas! På den vrede, men også lidt fortryllende måde.

Peter Mullans nye film er først og fremmest vred. Det ligger helt ind i titlen på ’Neds’ – Non-Educated Delinquents, eller på dansk: Uuddannede kriminelle.

På mange måder er ’Neds’ en elegant kvalmende og sort komedie med utrolige og bizarre billeder. Især scenerne hvor vores unge hovedperson tager på en hallucinerende tur med en korsfæstet Jesus er rablende vanvittige.

Hovedpersonen er for resten John McGill (Conor McCarron). En blond, katolsk dreng, der vokser op i 1970’ernes Skotland. Han er dygtig i skolen, men hans familie er fattig, og derfor ender han, som de fleste andre unge med få midler og for meget tid, i en bande med knive og kriminalitet.

John er en vred ung mand, der tæsker sin alkoholiserede far (spillet af Peter Mullan selv), som så i øvrigt tæsker sin kone, men samtidig drømmer John også om så meget mere end bare at hænge ud, drikke, stjæle og hore.

Det bliver hverken værre eller bedre, da Johns forsøg på at være sammen med de rige drenge efter skole ender med en klokkeklar afvisning. Og så kommer vreden væltende mod den uundgåelige, voldelige og blodige slutning.

Det er synd, at Mullan har villet så meget med sin hovedperson. For faktisk er det lykkedes ham, at finde en følsom og alligevel snu, lusket og beregnende figur med Conor McCarron.

Knægten har et flirtende strejf af stum frækhed, der kan drive selv den mest garvede skolelærer til vanvid, men samtidig kan han også overbevise dem (og os) om, at han er en klog dreng. At dette er McCarrons debutfilm, viser os, at vi her har at gøre med en kommende karakterskuespiller, der næsten er hele biografbilletten værd i sig selv – når han spiller socialrealistisk.

For filmens svagheder er nemlig far/søn-konfrontationen, som man aldrig helt forstår. Der er for meget vold og for lidt idé bag de kampe, der tages i hjemmet.

Det paradoksale er, at det er instruktør/forfatter Mullans egen figur, der spænder ben for filmens tempo. Havde man fokuseret mindre på far/søn-relationen og skruet op for den unge Johns hallucinerende opdagelser undervejs, så havde man formodentlig forstået begge dele langt bedre og ikke siddet med halve sidehistorier.

Men at skabe en vred film, hvor man morer sig undervejs, og med sig ud af biografmørket tager en oplevelse, der skaber eftertænksomhed, ja, det er så sandelig ikke mange film, der vises i danske biografer, der kan gøre.

Derfor skal Peter Mullan og ’Neds’ have fire store klapsalver herfra.