Nøddeknækkeren

Så det jul igen. Og ingen jul uden en juleforestilling, og den udødelig eventyrklassiker ’Nøddeknækkeren’ fra 1844. Det er ikke mange teaterforestillinger, der har overlevet et årti uden nogen former for indgriben, men hiphop-versionen af ’Nøddeknækkeren’ står fuldstændig som den gjorde i 2003, hvor undertegnede blev blæst fuldstændig omkuld af begejstring på Aveny T's fortryllende scene. Til trods for 10 år på bagen er ’Nøddeknækkeren’ ikke støvet til, og giver stadig førstegangsbesøgende et sug i maven.

Steen Koerner er manden bag den tempofyldte fortolkning af det over 150 år gamle eventyr, hvor musekongen er blevet til monsterkongen, og hvor det ikke er Klaras onkel, men en ung kavaler, der forærer hende den hjemmelavede nøddeknækker. I den moderne fortolkning er det ganske enkelt ikke realistisk, at en ung pige vil sætte pris på et stykke snedkereret trælegetøj fra sin onkel, her handler det vist mere om, hvem gaven er fra.

Juleaften får det værste frem i far, og stemningen er allerede temmelig trykket, da Klara får sin gave fra Julian og gerne kvitterer med lidt nærkontakt. Det ender i et mareridt, hvor mor og far er onde monsterkonger, der ønsker at æde Klaras uskyldige hjerte og lade hendes hjælpehær af shiny klædte ungersvende kæmpe mod minimonstre med rytme.

Det er på bevægelseskontoen, der er investeret allermest, og dansere fra hele verden er fløjet ind for at give forestillingen den særlige street cred. De kan både breake, hip-hoppe og bevæge sig i slowmotion, som havde de aldrig lavet andet.

Hovedrollen Klara danses af den unge svensker Joanna Sofie Holewa Chrona, og hun er fuldstændig bedårende og troværdig som den rene uskyld. Overfor den franske Grimah Nordine-Dany i rollen som Julian, får man faktisk en ret fin ungdommelig kærlighedshistorie, som ikke er set lige så godt castet før. Men hele holdet af unge dansere stråler af danseglæde og blærerøv, og det er dem der gør forestillingen seværdig.

Svageste led i ’Nøddeknækkeren’ er sangene, der er en anelse kedelige til trods for at de fremføres af nogle temmelig habile sangere. Det musikalske univers i øvrigt fungerer faktisk usædvanlig godt, og danner et godt underlag for de rytmiske fødder.

Så søger man julestemning og danseglæde, så er det med at begive sig ud på spidsen af Nordhavnen til Dockens dejligt varme telt, hvor duften af popcorn blander sig med uspoleret optrædetrang. Sådan skal den nød knækkes.