Moonlight

Maskulinitet er gennem de seneste tyve år blevet ret diffust at skulle forholde sig til, især som mand. Metro/uber/sporno/retro/emo/lumber-seksualitet er bare et udpluk af de trends, der konstant dukker op og påvirker mænds identitetsfølelse. For nogen åbner det muligheder med den form for definering, mens andre begrænses af at blive kategoriseret. 

For hovedpersonen i ’Moonlight’ er det både-og, for han går både med strømmen og mod den i sin hårde opvækst og udvikling af identitet. Som barn accepterer han mobning og øgenavnet Little, indtil teen-hormonerne overtager og kræver respekt med vold, som udmunder i en narkokriminel voksenstatus med svulmende muskler og guldaccessoires. Lyder det stereotypt, er det meningen. Han har netop taget endnu et tilnavn: Black – og det er her den store historie ligger, og her klicheerne sættes på kanten.

Chiron er opvokset i slummen med en junkie-mor (Naomi Harris), han er sort og spirende homoseksuel. Black er kælenavnet han fik af Kevin, hans skoleven og første sexoplevelse. Scenerne mellem dem er enestående, ligesom de tidlige scener med forbilledet/farfiguren Juan (Mahershala Ali) og hans kæreste Teresa (Janelle Monáe). Det er disse menneskers støtte, der danner basis for at Chiron kan finde sin ægte identitet gennem alle klicheerne i det afroamerikanske miljø og dertilhørende maskulinhed. 

Mesterstykket er at instruktør Barry Jenkins, i disse situationer og karakterer man har set før på film, skaber ny nerve og små omslag, der overrasker og rør. Eksempelvis forholdet mellem Chiron og Juan, der er det største boost af menneskelighed, trods hans cool ’n’ tough narkobusiness. Her er ingen overdramatisering eller vild kontekst, bare virkeligt liv som nødvendighed og overlevelse.

Titlen kommer fra forlægget, det selvbiografiske teatermanuskript (der aldrig blev opført) ’In Moonlight Black Boys Look Blue’ af Tarell Alvin McCraney. Den fineste titel, fuld af undertoner, der levendegøres med en senaftens strandvisit, hvor følelser og seksualitet, adfærd og identitet går op i en højere poetisk enhed. Undertonerne og de mange undertrykte følelser er en stor del af filmens unikke følelsesudtryk, men indimellem bliver det lidt for pænt med den blide billedstil og de nostalgiske musikmix af blandt andet Mozart, Caetano Veloso og Barbara Lewis.

Den svære maskulinitet er også antydningskunst her, men det er tydeligt at udseende og kropspleje er en vigtig del af udtrykket. Og interessant nok stritter de små detaljer i Chirons stil i flere retninger, pointeret med tvetydighed i slutscenerne, så man fornemmer at hans identitetssøgning ikke er ovre. Som sin hovedperson er denne film ikke lige til at definere og kategorisere, den er som livet selv. Realistisk og gribende, og ikke mindst meget aktuel for vores verdensbillede netop nu – så mon ikke ’Moonlight’ får et par stykker af de otte Oscars, den er nomineret til?