Antebellum

Gennem filmhistorien er der utallige, uforglemmelige billeder på slavefortællinger, men meget få er rene gyserfilm. ’Antebellum’ er også mere thrillerdrama, men har en horribel god pointe skjult i sin kontrasterende æstetik.

En af de helt store klassikere er ’Borte med blæsten’ (1939), der legitimerede slaveri og andre sydstatsmanerer – endda i glødende, suggestive Technicolor-billeder. Samme teknik har fotograf Pedro Luque Briozzo brugt til ulmende effekt her. For nok står Louisiana-plantagen ofte i smukke bløde farver som et maleri, men i skyggespil og flammende lys lurer grusomhederne.

Såsom den brutale åbningsscene, der følges op af blodig alvor for en samling slaver med kvinden, der fra start brændemærkes og kaldes Eden (Janelle Monáe). Sydstatssoldaterne har en fest med at udnytte kvinderne, og de eneste udtryk, der tolereres i bomuldsmarkerne er smil og fløjten. Ellers er alt tys-tys.

En mobiltelefon ringer og Veronica (Janelle Monáe) vågner af mareridtet – eller gør hun? Kæresten og datteren er vidunderlige, og ligeså veninderne (Gabourey Sidibe, Lily Cowles) på bytur, men hendes job og tilhørende kampgejst gør hende udsat i visse Sydstatskredse. 

Veronica er på pep talk-turne for sin bog om sorte kvinders ret til at slippe den ”undertrykkelse, der stadig er i nationens dna.” At hendes nyeste fjende er en isnende mystisk kvinde (Jena Malone), gør filmen lidt tvær i feminisme-spyttet og heltindekrudtet til sidst kammer over i genrehype. Mere dobbelteffekt har det gennemgående sommerfugle-motiv, både hovedkarakterens udvikling og den mere foruroligende sommerfugleeffekt. 

For som William Faulkner-citatet i starten signalerer: Racismen er lyslevende og topaktuel i USA, og gør denne filmdebut fra Gerard Bush og Christopher Renz endnu mere relevant og provokerende. Gyset kunne være mere udbygget, men en del af genreklicheerne reddes i kontra-æstetik, et skarpt soundtrack af Nate Wonder og Roman Gianarthur, samt den vellykkede genrehybrid.

’Antebellum’ har bestemt ekstra mening med og bonus i detaljerne. Et tvist afsløres i en brat opvågning fra/til mareridt, og udbygges henimod en yderligere overraskelse i de sidste scenebilleder. Og den tese er virkelig skræmmende, og i et helt nyt realistisk skær.