Monumenternes Mænd

’Monumenternes Mænd’ er baseret på den virkelige historie om et hold af konservatorer og deslige, der bliver sendt til Anden Verdenskrig for at redde Europas kunstskatte ud af Hitlers kløer. Umiddelbart ville man jo skulle anstrenge sig for ikke at gøre sådan en farlig færd til et nervepirrende adrenalinsus.

Men desværre fumler instruktør Clooney med historien som en glat sæbe, så man aldrig rigtig ved, om man ser på en komedie, en ’Ocean’s Eleven’ på museum eller en talefilm. Det bliver i hvert fald mest ved snakken, selvom det er de komiske scener, der fungerer bedst. John Goodman og Bill Murray er naturligvis skægge, når de skal trække i for små eller for store udgaver af soldateruniformen. Men det var Gøg og Gokke jo også.

Filmens egentlig ærinde er snarere at overbevise os om, at det er okay at sætte syv rare mænds liv på spil, når man skal redde nogle af menneskehedens største værker. Det er jo svært at være uenig i. Derfor spænder de mange ensformige samtaler, der skal retfærdiggøre præmissen, ben for historien.

Vi følger adskillige af kunst-soldaternes personlige kvaler ved pludseligt at befinde sig i krigen, men uden nogensinde at se krigens rædsler. Enhver chance for at gøre krigen realistisk eller nærværende bliver fejet væk til tonerne af happy jazz. Hvordan skal man kunne tage dramaet alvorligt, når det at stå på en landmine, bliver gjort til centrum for en række kvikke kommentarer, frem for dødsangst?

Man føler kun, at der er noget på spil i de scener, der tilhører Cate Blanchett. Hun parkerer nemlig drengerøvshyggen ved døren og virker til at køre soloridt i kampen for at bevare Rembrandt’er og Rodin’er.

George Clooney kan sagtens skabe fremragende talefilm – ’Good Night, and Good Luck’ fra 2005 er jo et svendestykke uden lige. Men ’Monumenternes Mænd’ er gjort til Basserne på kunstudflugt, og det er desværre mere morsomt, end det er spændende.