Miraklet

Tro, håb og kærlighed. Og miraklet, der antydes ret så tidligt og med tung symbolik. Simon Stahos film har slumret ved klippebordet i et par år, og den usynlige, smukke treenighed er nu blevet til et overtydeligt, klichepræget trekantsdrama.

Det havde 'Miraklet' – eller 'En dans på roser' som den oprindeligt hed – måske også været i musical-form, som Staho oprindeligt havde påtænkt. Men i musicals er den enkle, overdramatiserede kliche-stil mere acceptabel, så længe stemning, sang og musik er gennemført og medrivende.

Efter al sang og det meste dans er klippet ud, resterer et ekstremt spinkelt melodrama med en forudsigelighed af bibelske dimensioner. Og endnu værre: Det halter gevaldigt med at tro på karakterudviklingen.

Peter Plaugborg – der vandt skuespilprisen på Montreal World Film Festival i efteråret – er ellers fortræffelig som den fanatiske præst Erik, der plager Gud, hvermand og mest af alt sin kone Johanna (Sonja Richter) om at lade kærligheden skabe miraklet: At få den rullestolsbundne Johanna til at gå igen.

Derimod er Ulrich Thomsen tæt på utålelig i sin stive, tvære facon, der slet ikke kan bære den sentimentale omvending midtvejs. Det er dog en utaknemmelig rolle: Jakob, der vender tilbage til den hellige provinsby med bitre kærestesorger i danseskoene, og en mission om at demolere sin afdøde mors danseskole, inklusiv diverse minder.

Staho er bedst til at spidder kærligheden – som i 'Dag og nat', 'Himlens hjerte' og 'Daisy Diamond' – men ikke her, hvor et mirakel skal redde det allerhelligste. De mange ultra-nære billeder bliver for påtrængende, og symbolikken i den foranderlige himmel går død i gentagelserne. Ærgerligt, for det allegoriske fungerer ellers godt med de afdæmpede naturtoner. Også når naturen går amok, som i slutningen, der alligevel leverer lidt overraskelse. Men det afspejler mere Stahos tendens til at ville provokere end et troværdigt punktum på opgøret mellem kærlighed og religion.

I enkelte scener ånder spændingsfeltet af tro, håb og kærlighed – med henholdsvis Erik, Johanna og Jakob som personificeringen af disse ældgamle dyder. Så selvom miraklet vakler, er skildringen af mændenes besiddertrang ganske rammende, og man går heller ikke helt fri af refleksioner om straffen for at affærdige dyderne. Bare klicheerne og forudsigeligheden dog havde holdt flere helligdage.