Dark Shadows

Blod er tykkere end vand. Og beslægtede sjæle mødes på tværs af årene og får skabt noget, der er absurd underholdende.

Man kunne tro, at parringen af pop-gotikeren Tim Burton og Johnny Depp ville blive lidt trættende efter otte film. Men nej. Sandheden er nok, at de to har en foruroligende evne til at få det bedste ud af hinanden. Også, når de tager udgangspunkt i obskure kultserier fra deres barndom og ungdom, som her.

I ’Dark Shadows’ får makkerparret gjort det støvede nyt og det sære til noget morsomt, rørende og dramatisk. Og altid visuelt fornøjeligt. Replikkerne fyger som flagermus mod publikum, plottet og karakterernes særegne logik fungerer. Som ’Dallas’ møder ’Familien Addams’. På syre.

Det bedste ved ’Dark Shadows’ er dog ikke Depps intense gentlemanvampyrs ord-ekvilibrisme, den gotiske setting, humoren, historiens placering i halvfjerdsernes Maine, eller de mange gode bipersoner, de svimlende panoreringer og effekter.

Altså, det er alt sammen meget godt. Men heksen er fænomenal.

Eva Green er fabelagtigt sexet og nedrig som den onde Angelique Bouchard, der forelsker sig i rigmanden Barnabas Collins, som afviser hendes kærlighed.

Det gør man naturligvis ikke ustraffet. Hun gør ham til vampyr, og får ham begravet levende i et par århundreder. Da han bliver gravet op, er tiden en anden, og han må få genrejst sig selv og familiens ære. Og ikke mindst slægtens glorværdige fiskekonserves-imperium, der ligger i ruiner.

Fortiden spøger dog i mere end én forstand. Men en ægte Collins giver ikke op. Aldrig!

En film af Tim Burton vil altid være netop dét, først og fremmest. Hans vision, stil og fortolkning, uanset historie og medvirkende. Det kræver noget helt exceptionelt, at kunne skære igennem Burtons særpræg og skabe noget nyt.

Det kan Eva Green, og hun overstråler ellers glimrende kapaciteter som Michelle Pfeiffer og unge Chloé Moretz i denne spektakulære sæbeopera. Og endda Johnny Depp selv. Man forstår godt, at Barnabas både tændes og skræmmes af hende. Men ikke helt, at han foretrækker den ferske Josette (Bella Heathcote). Og dog.

Mrs. Burton, Helena Bonham Carter, er som altid med, og gør det udmærket som fordrukken feminist-psykiater. Men Eva Green må gerne tage et par runder mere med hendes mand, så damen kan få tid til at lave andre film.