Media Machine

”Danskdansk's nye forestilling Media Machine går direkte i flæsket på fjernsynets magt” står der så sandeligt i alle de herlige papirer man modtager som anmelder. Fjernsynets magt – er det ikke en 80'er-ting? Er det virkelig stadig en stor samfundstrussel? Jeg mener iPhones, Macs og andre forfærdelige maskiner har gjort deres transportable indtog og fjernet al intimitet fra alle relationer, så er problemstillingen ikke lidt forældet?

Nå, det er vel en smagssag. Folk ser jo fjernsyn. Faktisk temmelig meget, så lad os endeligt spidde denne frygtelige tossekasse på en skarp, skarp trefork.

På scenen er det samme stillads blevet stående fra forestillingen før ('Jazz, Love & Henderson'). Foran er en sofa og et sofabord placeret. De fire skuespillere er klædt i spraglede farver, møblerne matcher. De bruger stilladset som små adskilte rum. Til castings og udsendelser der også fremgår på tv-skærme.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg mere skal sige. De små scener der herfra udspiller sig er vage og uskarpe og pointerne sejler bort til bedre steder. Undertiden dukker intentionerne op til overfladen og mediet kritiseres for at forsimple vores samfund. Indvandrere bliver manipuleret til uigenkendelighed og asiatere kan spille rengøringsdamer eller prostituerede, også selvom de helst vil være superhelte.

Det er en god pointe at virkeligheden går tabt og lader angsten vokse ude i sofaerne. Dog ikke særlig ny.

Danskdansks intentioner er gode. Men forestillingen er et forfærdeligt miskmask. Videoprojiceringerne ligner noget fra Bigbrother nittennioghalvfems, og karikaturen på en realitystjerne er på ingen måde overraskende. De forklarer os at reality betyder virkelighed, men at det er ikke er det. Deres pointe med at programmerne skræddersys til at få os til at føle os som større, klogere og bedre mennesker end de deltagende, er frygteligt hæslig, men ganske velkendt og ikke særligt chokerende.

Senere bliver folk fra publikum hevet op og skal deltage. De får sat et par høretelefoner på og skal sige det, de hører i dem. For Hassan kan sagtens tale om gangsterne fra Nørrebro gennem en gråhåret dame på tres. Og den meget lille Sigrid tager plads i en høj, ung mand. Replikkerne er dog stadigt banale og stykket bevæger sig ikke det fjerneste.

Et lille glimt at en oprigtig, sydende vrede oplyser kort scenen, da den asiatiske skuespiller Sandra bliver træt af sin pornoparyk og glimmerlæbestift. Hun hiver en skaldet mand ned på scenen og klæder ham på, så kan han udfylde pladsen, mens hun får lov at være Sandra.

Det ærgrer mig, at vreden denne gang er sygnet hen. Sidste år lavede samme gruppe 'Den Hvide Mand', som var en rasende gennemgang af danskernes syn på alle andre. Den sad lige i skabet.

Ærligt talt ligner 'Media Machine' det meste af tiden en skolekomedie. Replikkerne er stive og klodsede, scenerne ubevægelige og problematikken tyve år forsinket. Så er det sagt.