Mahagonny

”Vil du sparkes i synet, værsgo!” Klassisk Bertolt Brecht – mere en konstatering end et spørgsmål. Og efterfulgt af ”Jeg vil hellere sparke selv!” klaskes det eftertrykkeligt i synet på os, hvad vi skal forholde os til, når lykkebyen Mahagonny spejles i vores samfund.

Helt ned i detaljer som at vi sidder der i den storslåede operabygning – på scenen er de blå plyssæder, den polerede kirsebærtræsbalkon og de glimtende lyskugler – og nyder elitær underholdning, imens knap 30 asylansøgere prøver at finde plads blandt os. De er ikke bare statister, men hentet til Operaen fra sjællandske asylcentre, så virkeligheden rigtig presser sig på. 

Denne moderne tematik er glimrende tænkt af den britiske iscenesætter Graham Vick, som dermed forstærker den allerede spiddende samfundskritik af kapitalisme og manglende medmenneskelighed. Livsnyderbyen Mahagonny er kun for dem, der har råd, og pengekneb straffes i allerhøjeste grad. Paradis og Inferno på jord, mildest talt, anno 1930 som i dag.

Når det går godt og regelret, er mad, sex, druk og slåskampe den herligste svir, men det går selvfølgelig over gevind, da alt pludselig bliver tilladt. Man slås til døden, drikker sig omkuld, voldtager på omgang og æder hinanden. Især de to sidste er voldsomt kreativt sat i scene – med en hårfin balance mellem alvor og absurditet.

Trods den velkendte brechtske verfremdung, hvor der lægges afstand til følelserne og pinslerne ritualiseres, bliver det vedkommende, fordi vi konstant mærker spejlet vendt mod os. De agerende tumler rundt på en rampe mellem orkester og parket, spottende og pegende på os, også med et kamera der projicerer os op på en af sceneskærmene. Og endnu mere nærgående i færden op og ned ad gangene og mellem rækkerne, hvor eksempelvis altid oplagte Palle Knudsen som Bank Account Billy tilbyder os penge for flirt, og mere til.

Han tilhører det skæppeskønne firkløver af Alaska-skovhuggere, med den misfornøjede Jimmy (Michael Kristensen) i front og Alaskawolf-Joe (Lars Møller) på sidelinjen med ædedolken Jack (Magnus Gislason). 
Det er i det hele taget en spøjs blanding karakterer, der nedbrydes gebommerligt her, og det kræver en del på det dramatiske plan af de klassiske operasangere. Men alle gi’r fuld skrue, også på den avantgardistiske sangstil, selvom den bestemt ikke passer alles vokal. Måske havde det fungeret bedre på originalsproget i stedet for det pænere engelske?

Kurt Weills partitur er en udfordring med sin stilblanding og tidløse disharmonier. Egentlig er der ganske få operaøjeblikke – mest af alt Jimmys arie om evig nat – og det klassiske brydes ofte af cabaret- og musicaltoner, for indimellem at blive lidt anonym a la filmmusik, der er mere spændingsdrevet for handlingen end et samlet musikværk. Det stammer fra mestrenes uenighed om konceptet: Brecht foragtede opera, og Weill ville udvikle genren.

Men modspillet holder os på dupperne, ikke et sekund er kedeligt. ’Mahagonny’ holder humoren i hævd, så man kan holde ud at se på så grove og groteske realiteter som underholdning. Og moralen, som har losset løs gennem hele balladen, er så aktuel og nærgående at man ikke kan undvige stillingtagen.