Carmen

Carmen er udødelig! Hun er alle kvinder, og hun er i absolut kontrol. En af verdens mest elskede operadonnaer har fået et vildt, stærkt og moderne picador-hug ind i moderne populærkultur. Georges Bizets mesterværk ’Carmen’ er i Barrie Koskys version modig og provokerende på mange måder, i ægte musical-maner, ikke mindst afslutningsvis. 

Men allerede i de første scener er vildskaben og kontrasterne løs: Carmen troner frem i pink tyrefægterdragt, imens en kælen voiceover (Maria Rich) fortæller om tredelte ting, der definerer kvindens skønhed: hvide, sorte, brede, smalle osv. Dernæst rumsterende som gorilla, og da pelsen ryger af er hun i hvid skjorte med sort slips og buks – med reference til Marlene Dietrichs ’Blonde Venus’, og muligvis også en del Bob Fosse-kvinder. 

Fosse er uden tvivl blandt inspirationskilderne for østrigske Otto Pichler, der har skabt en spillevende og medspillende koreografi til både dansere, kor og hovedpartier. I et sensuelt mix af showdans – som vogueing, can-can og jazz, tilsat forunderlige mimeudtryk – præger de enhver scene og bliver som librettoen lyder: ”Sangens rytme berusede dem og rev dem med som en hvirvelvind.”

I sus og rus tilføjer de en forrygende fysisk fyndighed, der tilmed booster de enkelte sangpartier og/eller smelter ind i scenografien. Sjældent har en så enkel scenografi været så virkningsfuld: En grandios trappe, der kan gøre sig ud for både Busby Berkeley-ekstravagance og Hammer-horror.

De gør det festligt, frækt og farligt, som i de store teater- og filmmusicals, og ofte med et ekstra kick. Som i magtspillet mellem Carmen og Don José: I deres spil om dominans via reb er det ikke kun hende, der fikseres. Når han forsøger at forføre hende til troskab, gør hun grin med ham. Og da han indser at han har mistet hende, må han ty til vold. Det moderne og det traditionelle i fængslende forening.

Selvom hun bliver mere feminin i 2. akt er der tonet ned i Carmens spanske gener. Og der er stadig fyrigt temperament på spil, når hun kamæleonagtigt behersker alt fra femme fatale til don(na) juan. Den canadiske mezzosopran Michèle Losier er helt vidunderlig som Carmen, og hun styrer stærkt hele showet, samt den slutning, hvor hun pointerer sin udødelighed.

Som Don José er den armenske tenor Migran Agadzhanyan sat på en svær opgave, for med den feministiske vinkel, kommer han til at virke lidt patetisk, og indimellem lidt hysterisk. Men det er bestemt et mere interessant portræt end toreadoren Escamillo, hvor hviderussiske Anatoli Sivko rammer enten ulidelig kliche eller pivfalske toner. Heldigvis kan man med mellemrum nyde Palle Knudsen (som Moralés og Dancairo), endda i udvidet solo i startsekvensen – en solo Bizet oprindeligt havde skåret ud.

Men dejligt at se gæstestjerner på den nationale scene, og se international klasse i denne opsætning, der er et samarbejde med Royal Opera House i London og Frankfurter Oper. Australske Barrie Koskys version har delt publikum overalt for sin radikale tolkning, og det vil den også gøre her. Men Carmen er stadig Carmen, som librettoen lyder: ”Jeg giver mig ikke. Fri er jeg født, fri vil jeg dø.”