Livsens ondskab

Der er dømt komedie på Nørrebro Teater. Set up’et minder lidt om Matador: En lille landsby med en 10-15 karakterer, som vi lærer at kende og holde af. Her er borgmesteren, dommeren og avisejeren, som kommer fast i Ædedolkenes klub, hvor kæmpe store skumgummi-maver stritter fra scenen, ligesom når byens damer vimser rundt i købmandsforretningen i store strutkjoler og høje hatte. 

Det er karikeret ligesom en god tegnefilm, hvor de onde er tykke, de fattige krumryggede og helten en ranglet, sortklædt outsider. Christoffer Berdal og Palle Steen Christensen, henholdsvis instruktør og scenograf, er gået med den satiriske stil, ikke bare i spil, men også i look. 

Er man til fortællinger med store armbevægelser og bidende satire, vil man holde af ’Livsens ondskab’ med dens imponerende pølseranker i plastik og de struttende skumgummimaver, som prutter højlydt med en besvimet borgmester til følge. Er man derimod mere til antydningens kunst og en underspillet dialog, så er dette nok ikke lige forestillingen, man skal vælge. Har man set TV-serien af samme navn, så kan man regne med en stil, som minder herom. 

Hvad skal vi leve for? Velstand, mad og piber? Er der overhovedet noget at leve for, eller lever vi mere sandt ved at indse, at vi uanset vores bedrifter skal ædes op af orme, når det hele er slut? Den slags spørgsmål sættes på spidsen, og de finere borgerskab får én på sinkadusen. Det er rammende i år 2017 såvel som 1899, hvor Gustav Wied skrev romanen bag forestillingen. 

Det føles godt efter 2,5 timer i teatret at have fået et solidt kendskab til denne klassiker af en fortælling. Kender du som mig ikke meget til den på forhånd, så går du altså vupti hjem og kender de ikoniske figurer Tummelumsen, Mor Karen og ærkekynikeren Knagsted på en måde, hvor du ikke lige glemmer dem igen foreløbigt! 

Skuespillerpræstationerne er rigtig solide og flere steder helt usædvanligt gode. Peter Zandersen giver den hele armen som den hårdtarbejdende gnier Thomsen (Tummelumsen), Ditte Gråbøl giver på underfundig og humoristisk vis liv til Mor Karen og Tom Jensen tager sig behørigt af Knagsted. Som min veninde siger om Zandersen, da vi går til pause: Seriøst, han har jo allerede løbet en mindre maraton! 

De tre hovedroller her, men også resten af holdet, fremtryller momenter af humor på et højere plan. Zandersens tvekamp med en usynlig kat og hans mimik, da han smager på sin nyforlovedes (Marie Knudsen Fogh) hamburgerryg, får tårerne til at trille. Og ligeså Foghs henførte ungpige-parringsdans med slush ice i hånden og sløjfer i håret. Tom Jensens køligt afstumpede kynisme går også decideret i mellemgulvet.

’Livsens ondskab’ er en underholdende, tankevækkende og dannende forestilling. Af og til kammer den storladne spillestil og komedieæstetikken over – hvorfor skal alting for eksempel være håndmalet som i en skolekomedie? – og af og til bliver der lidt meget gentagelse. Det er nu for det meste kort tid af gangen, man får lov at kede sig. Tempoet er højt og det er skønt at blive revet med af. 9 skuespillere, 28 roller, 2,5 timer i salen og en stor fortælling. Det er i sig selv sand teaterforkælelse.