Living In A Material World

Martin Scorsese laver endnu engang en laaaaaaaaaaaaaaang musikdokumentar, der er forbandet vellykket.

I filmens verden kan man virkelig nå at fortælle meget på 90 minutter. De fleste dokumentarfilm er at betragte som lange, hvis de går over denne halvanden time. Derfor er 3 timer og 20 minutter om den tilbagetrukne Beatle George Harrison, da også noget af en Scorsese’sk kraftanstrengelse. Især fordi maratonprojektet lykkes fremragende.

Særligt første halvdel fungerer tilfulde. Med aldrig før viste klip med Beatles og interessante interviews, hvor blandt andre Ringo Starr, Paul McCartney og Eric Clapton folder sig ud.

Anden halvdel halter lidt mere. Vi følger Harrison efter Beatles-bruddet, hvor magien og kemien mellem filmskaberen Scorseses klippebord og den afdøde hovedpersons metier ikke fascinerer på samme måde.

Det gør den ikke, fordi humoren falder fra. Den hurtige og dynamiske klipning fra første halvdel af filmen bliver overtaget et mere messende og flimrende filmunivers, som passer godt til Harrisons livssituation, men gør filmen mindre helstøbt.

Ikke desto mindre er ’Living In A Material World’ en tour de force i memoir-dokumentarisme. Filmen bliver aldrig for lang, hvilket i sig selv er imponerende med den spillelængde - der dog er ikke uvant for Scorsese-dokumentarer. Hans fremragende Bob Dylan-dokumentar 'No Direction Home' fra 2005 var præcis lige så lang.

Forskellen på de to er blot, at hvor Bob Dylan-filmen fungerer som et spejl af verden og sin tid, så vil Harrison-filmen mere. Scorsese lader til at have en mission, der skal vise, at Harrison var Beatles’ kreative hjerne frem for den gængse opfattelse, hvor McCartney og Lennon anses for at være The Fab Fours mestre.

Det hæmmer fortællingen lidt, men alligevel får vi præcist afdækket, hvilket menneske der var bag den stille Beatle’s kasserollehår – og senere lange lokker. Harrison var en brysk og selvoptaget mand, der samtidig var ekstremt talentfuld og ærlig over for sig og sine.

Scorseses virkelighed om Harrison til trods, så viser portrætfilmen en flot fortælling om et ekstremt kompliceret menneske, der som kun 17-årig var en del af verdens største band. Det gør 'Living In A Material World' til en stor bedrift.