Les Ballets Trockadero de Monte Carlo
BALLETSHOW
16.-20.august 2023
Folketeatret, i samarbejde med København Danser
Et er at man, som mand, gerne vil være kvinde, men at man(d) vil være ballerina - wow og wau! Den fest har kompagniet Les Ballets Trockadero de Monte Carlo begejstret verden med siden 1974 og nu er de endelig i København for at sprede glæde, grin og grand plié - meget passende i Copenhagen Pride-ugen.
Det er selvfølgelig et forrygende koncept de præsenterer - med overvældende charme og masser af overskud til detaljer, i både tekniske trin og komisk kalas. 14 mandlige dansere i tåspidssko, tutu og andet strut - med glimt i øjnene, skæv mimik og perfekt timet humor. Dragballet for fuld fouetté.
Ligeså fjolle-forvirret man bliver over introduktionen, med namedropping og udskiftninger - såsom Natasja Not-good-enoughs forståelige fravær - ligeså fornøjeligt er det at læse The Trocks-programmet med dansernes spøjse drag-navne (han, hun, dem) og tilhørende baggrundshalløj. Fra Eugenia Repelskii og Varvara Laptopova til tre gange dansebrødre Legupski.
Showet er karakterbaseret uden at fremhæve nogen betydeligt, som det ellers er klassisk i ballettraditionen med solister og solodansere. De tripper selvfølgelig også frem her, hvor hovedværkerne er ’Svanesøen’ og ’Paquita’, men humoren balancerer ganske spidsfindigt mellem at fetere den fine balletkunst samtidig med at afsløre den nidkære opvisning i synkron-helvedets repetition.
Scenografien er yderst skrabet, og indimellem trækkes showet i for lange dansescener uden humor eller andre påfund. Således begrænset bliver det ikke for plat, men alligevel til en vis grad traditionelt, forventeligt og gammeldags. Personligt havde jeg nok forventet flere overraskelser og skævere input fra disse divaer, der sagtens kunne bære en skarpere, mere nutidig vinkel på kønsroller og kultur.
Anden akt ’Go for Barocco’ har mest spræl - med base i George Balanchines neoklassiske stil - og her er mere attitude, mere karakter. Den ivrige rødhårede, der søger kontakt med publikum. Gulddamen, der kaster med slør. Bueskytten, der vil være prins (af Danmark). Tableauer og figurationer, der minder om kluddermor og voguing, imens andre laver bodybuilder-poses. Et cirkus hvor alle jagter opmærksomheden. Ikke mindst den sidste svanestund hvor tutufjerene drysser af og der tigges om mere applaus.
Og den vilde applaus får de, for de går all in på show og charme. Og man imponeres af den energiske tilgang til balletkoreografien, som de tydeligvis elsker og hylder. På tåspidser og tutu, i piruetter, jeté og plié, der tager pusten fra de fleste. Tempoet opskaleres gennem de tre akter, og man tænker det ender i can-can eller lignende. Ganske som i det lille ekstranummer.
Så stor tak til København Danser ved Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth, der har satset på dette scoop. For Les Ballets Trockadero de Monte Carlo er en unik og skøn oplevelse, som bidrager til udviklingen af balletscenen i Danmark, og man kan også roligt glæde sig til næste sommers internationale hitshow, Alexander Ekmans ’Hammer’.