Lang historie kort

Kærlighed er noget rod. Eller kan være det. I hvert fald når man er omkring de 40 og skal finde ud af det hele, inden æggestokkene visner og festen er slut. Finde ud af om man vil være gift, om man ikke vil, hvem der er den rigtige, og hvornår den rigtige pludselig bliver den forkerte.

Sådan er det også for Ellen (Mille Lehfeldt), der er stereotypen: Hende den forvirrede, som ikke kan finde ud af det og som glimter blandt parrene, i al sin singlehed. I hemmelighed dater hun Sebastian (Ola Rapace), der er gift med Eva (Cecilie Stenspil). I vennekredsen findes også Adam (Janus Nabil Bakrawi) og Bolette, der langsomt er ved at splittes, hendes lesbiske veninde (Trine Dyrholm), som ikke rigtig ved om hun vil have børn med sin partner (Danica Curcic) og Ellens bror (Peter Gantzler), der er nyforelsket.

Vennekredsens dans med kærlighedens skildres med nedslag i en række sammenkomster: Brylluppet, Sankt Hans, navnefesten, jubilæet, nytårsaften etc. Og midt i alle festerne, som løber over en treårig periode, begynder Ellen at få øjnene op for den meget forsigtige Max (Jens Albinus), som lige er vendt hjem fra udlandet og en skilsmisse.

Instruktørdebutanten May el-Toukhy leverer en velspillet ensemblefilm, som både lugter lidt af Woody Allen og pop-klassikeren ’Fire bryllupper og en begravelse’. ’Lang historie kort’ er noget så sjældent som en dansk rom-com med klasse, et skridt over den gennemsnitlige danske romantiske komedie.

Filmen er en nuanceret, underholdende fortælling om hvordan man får kærligheden til at fungere, og hvordan man bliver ved med at tro på den. En fortælling, som i stor grad trækker på moderne amerikansk og britisk tradition, men som alligevel formår at styre udenom det vi har set før og give publikum en kærlig skildring af rigtige menneskers glæder og sorger i kærlighed. Og det er i grunden rørende.

Spillestilen er utroligt naturlig. Få steder dukker kliche-karaktererne op: Den humorforladte husmor der hakker på manden, eller den politisk korrekte Helse-Else. Men det er et frisk pust i en dansk romantisk komedie, at ’far til fire’-spillestilen er så godt som elimineret. Ingen hovsa-komik eller pinligt langtrukne scener. Denne komedie er yderst velspillet, helt ned i de små biroller. Særligt skal en betonlesbisk, mandig Trine Dyrholm fremhæves, og en perle af en præstation fra Janus Nabil Bakrawi, som den alt for bløde mand, der bliver udslettet i sit ægteskab.