Koks i kulissen

Halløj i sardindåsen. Det går balstyrisk til i kulissen og endnu mere ustyrligt på scenen – men de går i hvert fald ikke ned på sardiner!

Der er naturligvis ingen-som-helst mening med sardinerne, for det er rendyrket farce med fokus på fysisk komik og spas med diverse rekvisitter og beklædningsdele. Udover tallerkner med de små sildefisk så typiske ting som telefon, kontaktlim, lagner, tasker og papkasser. Men mest af alt trapper, døre og andre åbninger... skabt til uheld og pjank.

Så går den vilde slapstick amok, og i øjeblikke er kulissekoksen så heftig, at man næsten ikke kan holde styr på hvem, der gør hvad eller hvorfor. Men instruktør Nikolaj Cederholm har godt styr på timing og tempo, der eskalerer imponerende gennem de to-en-halv-times ståhej i stil med den hyper-sjove tv-serie ’Halløj på badehotellet’.

Der kunne sagtens være flere lummer-replikker i Line Knutzons manusbearbejdelse af Michael Frayns farceklassiker fra 1982, men det kunne faktisk også ende i overkill, for der er så rigeligt at grine af. Ikke mindst når folk kludrer i deres replikker, mistimer deres entre, mangler en rekvisit eller på anden måde går i fisk.

For ’Koks i kulissen’ er meta-teater på flere planer. En sovekammerfarce, der spilles i tre akter: Generalprøven, hvor instruktøren Finn (Anders W. Berthelsen) får adskillige koleriske anfald over skuespillernes svipsere, spørgsmål og sårbarheder. Provinspremieren set fra bagscenen, hvor de private forhold er begyndt at påvirke både timing og skuespil; så meget at det sidste show – tilbage på scenefronten – går fuldstændig bersærk.

Kun én karakter har ikke smækket en dør op eller i, skvattet på trappen, væltet med sofaen eller gledet i sardinerne – og det straffes med kaktus i røven og et ordentligt sprøjt med brandslukkeren. Alle har deres slapstick-øjeblikke, selvom der dog er en vis fokus på de mandlige aktører frem for de kvindelige, der lidt har karakter af vimsende madammer i enten forklæde, undertøj eller designer-antræk.

Især Carsten Bjørnlund og Peter Plaugborg imponerer med fysisk spræl, der giver de største latterskrald. Stort er stuntet, der starter med at Bjørnlund for gud-ved-hvilken gang gakker ind i badeværelsesdøren på vej ned ad trappen – og ender i et usædvanlig godt bakgear. Og da han endelig er på benene igen, slingrer endnu en overraskelse ham i højden. Plaugborg har sit hyr med påklædningen, der ofte inkluderer lagner, samt bukser nede om anklerne, som han til store klapsalver får vrikket op – imens hænderne er klistret fast i et rykkerbrev og en tallerken sardiner. Oveni hans evindelige næseblod – når andre slår sig! Det vil sige ret ofte – og hylesjovt.

’Koks i kulissen’ er simpelthen det største grineflip, og når den sidste sardin-replik er fyret af, er vanviddet komplet. Scenografien er gennemhærget, og ensemblet ligner en blanding af bryllup og fastelavn – et uforglemmeligt skørt og kærligt billede på en parodisk hyldest til teaterlivet og skuespilkunsten.