Danmarkshistorien

I en tid, hvor man kan diskutere, hvorvidt man kan være stolt over at være dansker, så falder ’Danmarkshistorien’ ned fra himmelen med en påmindelse om, at dansken er andet end den historie, der skrives netop nu, men har en lang fortælling bag sig. Måske skal man rode lidt i historien for at finde svaret på, hvorfor vi agerer som vi gør i øjeblikket. Men helt så dybt stikker ’Danmarkshistorien’ ikke, den stopper ved grinet.

Det er en tung opgave for tre lægmænd at gå til, alligevel har Anders W. Berthelsen, Mille Dinesen og Nicolaj Kopernikus givet sig i kast med at formidle Danmarks historie på Bellevue Teatrets skrå brædder. Det starter ikke bare ved vikingetiden, nej, vi skal længere tilbage, helt tilbage til istid og neandertalere. De står der som sig selv, i klassisk engelsk skolelærerkostume og præsenterer sig ved navn. Med selvopfundne CV'er, der slår fast, at de er ganske succesfulde, og formentlig er det også deres navne, der har trukket en udsolgt sal til Klampenborg og ikke rygtet om en grundig indføring i dansk historie på blot halvanden time.

På scenen står Bakkens Korsbæk-rekvisitter opmagasineret i ly for vinteren, og sikke et held for de gamle møbler tjener som kostumer for de tre skuespilleres ivrige forsøg på at fortælle Danmarkshistorien, som de kan det bedst, igennem skuespil. Lampeskærme, sofabetræk og kommoder forvandles til hatte, gabestok og kjoler. Det fungerer i første omgang ret godt, men bliver hurtigt en anelse ensformigt i dets fjollede enkelthed.

De tre skuespillere småskændes gennem hele forestillingen, og det giver nostalgiske minder tilbage til Linje 3's storhedstid, og det er, som resten af forestillingen, sjovt det første kvarter og bliver så en anelse anstrengende. Til trods for at Line Knutzon står som dramatiker og Nikolaj Cederholm som instruktør, så bliver ’Danmarkshistorien’ lidt kedelig og ligegyldig, selv med små referencer til grænsekonflikter og kapitalisme.

Selvom der automatisk er serveret en begyndelse, en midte og en slutning, med her til hørende ufattelige gode fortællinger, så kører ’Danmarkshistorien’ lidt i samme rille. De rigtig gode historier er lagt i baggrunden til fordel for sketch og rigelige mængder af danske dialekter og latrinær humor. Så slut prut og mere relevans, tak.