The King of Staten Island

Hvor det selvbiografiske ender og fiktionen begynder kan indimellem være svært at vurdere i Judd Apatows komediedrama ’The King of Staten Island’, men resultatet er vældigt underholdende, både morsomt og forbløffende rørende. 

Scott (Pete Davidson) er 24 år og bor stadig hjemme i sin mors kælder på Staten Island. Han bruger det meste af sin tid på at ryge pot med vennerne og har en ambition om at blive tatovør, men er alt for ADD-ramt og uansvarlig til at gøre noget ved det. Lige indtil moderen (Marisa Tomei) efter 17 år som enke finder en ny kæreste, Ray (Bill Burr), som er brandmand, ligesom Scotts far, der døde i tjeneste, da Scott var ganske lille. Det åbner gamle sår og tvinger Scott til at bearbejde faderens død for at kunne komme videre med sit eget liv. 

Filmen starter med en nærmest Kevin Smith-agtig sans for vittig dialog, der bare kører derudad. Især i scenerne, hvor Scott hænger ud med vennerne og en ny pige introduceres for gruppen. Og selv da der dukker nogle mere dystre handlingstråde op daler frekvensen af hyleskægge replikker ikke synderligt.  

Pete Davidson har ikke været nødt til at læse op på ’Method Acting for Dummies’ for at spille Scott, for han spiller grundlæggende sig selv: En tatoveringselskende fyr med psykiske problemer fra Staten Island, som mistede sin far meget tidligt (han var brandmand og døde 11/9) med alle de traumer, det har ført med sig. Davidson er i øvrigt medforfatter på manuskriptet sammen med Dave Sirus og instruktør Judd Apatow. 

Et yderst solidt birollecast fuldender filmen. Bill Burr, der ligesom Pete Davidson primært er kendt som stand up-komiker, spiller den nye kæreste og har en fantastisk god kemi med Davidson. Rivaliseringen om moderens gunst og senere det forsigtige tilløb til et venskab er et af filmens højdepunkter. 

For slet ikke at tale om Steve Buscemi i rollen som Papa, en af Scotts fars brandmandskollegaer. Da Scott endelig er klar til at høre mere om faderens bedrifter er Papa en af dem, der hjælper med til at give et mere nuanceret billede af faderen end det alter, moderen har haft stående derhjemme, siden han døde. 

Filmen taber lidt i tempo til sidst og kunne måske godt være strammet en anelse op – 137 minutters spilletid er lige en anelse i overkanten. Og hvis man kender Pete Davidson fra enten ’Saturday Night Live’ eller hans stand up-shows og ikke bryder sig om ham er dette afgjort ikke en film for dig, for dette er 100% koncentreret Davidson. Men for alle andre er ’The King of Staten Island’ en femstjernet fornøjelse.