Kapringen

’Kapringen’ er muligvis den bedste danske film siden ’R’.

Tobias Lindholm. Husk lige navnet. Skriv det muligvis ned. Det er et navn, der vil præge dansk films udvikling de næste mange år.

Med Lindholm kan dansk film håbe, at en ny tid snart strømmer ind over os. Dogmebølgen førte mange flotte ord med sig, men den resulterede ikke i noget fremtidigt. Filmenes leg med formen førte egentlig snarere til, at instruktørerne ville lave film, der blev ”larger than life”. Tilskuerne skulle have en følelsesmæssig rutsjetur.

Men nu er Lindholm klar med sin svære toer. Svær, fordi etteren – fængselsdramaet ’R’ som Lindholm lavede med et andet stort filmtalent, Michael Noer – vandt alt, hvad der er værd at vinde. Bodil-priser og Robert’er både for bedste film og bedste mandlige skuespiller. Den skuespiller var Pilou Asbæk og han indtager også hovedrollen i ’Kapringen’.

’Kapringen’ foregår i små klaustrofobiske kasser. Enten er vi på skibet MZ Rozen, hvor besætningen er blevet taget som gidsler af pirater, så de i måneder må pisse og skide i hjørnet af den lille kabys, de sidder indespærret i.

Eller også er vi i Danmark på rederiets hovedkontor, hvor Søren Malling er direktør og selvudnævnt chefforhandler og kæmper med piraterne over en satellittelefon.

Uanset om vi er i de små, fedtede skibslokaler eller de kliniske, moderne rum i København, mærker vi den fortættede stemning. Den stemning bliver mere og mere panisk, mere og mere voldsom, især på grund af de dokumentariske elementer i kameraføring og fortælleteknik. Vi ved ikke mere end dem på lærredet. Det er befriende!

Asbæks skibskok bliver en del af forhandlingsspillet. Det ene øjeblik er piraterne venlige ved ham, det næste øjeblik er man som tilskuer sikker på, at de slår ham ihjel. Samtidig lider direktøren, der tror, han kan klare forhandlingerne let og smart fra Danmark, men som må sande at pirater ikke spiller efter reglerne.

Dette gør ’Kapringen’ til en dokumentarisk spillefilm, der lægger sig i forlængelse af ’R’. Som tilskuer sidder man og spiller med og kan næsten ikke tie stille. Man er rørt og forfærdet. Lindholm laver film som John Cassavetes, når han var bedst.

’Kapringen’ er ikke ”larger than life”, den viser blot, hvor stort livet er. Man kan håbe, at Lindholm (sammen med Michael Noer og til dels Kasper Munk) står for en ny filmbølge, der ikke bare ebber ud.