Our Man in Tehran

Der er noget sært fascinerende over de fortællinger, hvor virkeligheden overgår fantasien. De gange hvor man tænker, at Hollywood eller H.C. Andersen ikke kunne have fortalt det bedre. Og netop den slags fortælling udspiller sig i dokumentaren ’Our Man in Tehran’.

Tilbage i 2013 vandt Ben Affleck en Oscar for sin spillefilm ’Operation Argo’ om den vanvittige redningsmission, der skulle redde seks amerikanske diplomater ud af Teheran under gidselstagningen på den amerikanske ambassade i 1979. ’Our Man in Tehran’ er en fin opfølger på Afflecks biografsucces, hvor flere vinkler og et større overblik over den anspændte politiske situation, der udspillede sig dengang, er med til at understrege pointen om, at virkelighedens hændelser ofte er langt mere interessante, end hvad fantasien og Hollywood kan komme op med.

Dokumentaren følger en klassisk talking head-opbygning, hvor relevante personer fortæller om deres oplevelser, sporadisk afbrudt af oprindelige tv-klip og optagelser fra tiden omkring den iranske revolution og gidseltagningen på den amerikanske ambassade.

Filmens force, udover den utrolige historie, ligger hos de interviewedes karismatiske overleveringer af deres oplevelser. Den canadiske ambassadør Ken Taylor bliver med sin nuancerede historiefortælling og charmerende personlighed en vaskeægte helt i bedste Hollywood-stil med store citater som ”It marked the end of conventional diplomacy”. Mens hjernen bag redningsmissionen, CIA-agenten Tony Mendez understreger, hvor tophemmelig missionen var med ordene: ”I expected I would take these stories to my grave.”

Modsat ’Argo’ forstår ’Our Man in Tehren’ at give et mangefacetteret overblik over situationen og, for os som ikke er superstærke i den iranske revolution, et historisk oprids af hændelserne op til den amerikanske gidseltagning. Selvom de snakkende hoveder til tider får filmens tempo til at falde, er den utrolige virkelighed en fin lille reminder om, hvor vi kan finde de allerstørste fortællinger.