Det Springende Punkt

Karen-Lise Mynster ligger i den dybe, hvide ramme som udgør scenen, med ryggen til publikum. Langsomt vender hun sig imod os, og efter de første sårbare toner fra en violin projekteres verdensrummet ud over hendes silhuet og ekspanderer i takt med de skrevne ord.

Herfra skal vi følges ad ind i den modige legemliggørelse af Inger Christensens digte begået af et hold, som udviser enorm forståelse og indsigt for det porøse og kraftfulde i mennesket, som Christensen berør. ’Det Springende Punkt’ flyder frit og ubesværet imellem uddrag af ‘Det’, ‘Lys’, ‘Græs’ og ‘Alfabetet’.

”Lykken er den foranderlighed, der sker med mig, når jeg beskriver verdenen.” Det handler om mennesket. Det handler om det, der sker i os. Det væsentlige. Det ukuelige. Døden og livet og parforholdet. Barndomsmindet. Vores fysik og vores sind og de biologiske love, som binder disse instanser sammen. Digtene bevæger sig fra kærligheden og kemien imellem to mennesker til frygten for overgivelsen til døden, undervejs tilsat Henriettes Groths vidunderlige musik.

Universet bliver efter Mynsters adskillige håbefulde blikke rettet ud over publikum. Det, der forekommer som en sjælelig kraftudladelse, skiftes ud med en klinisk hospitalsgang, som giver scenen yderligere dybde – og pludselig befinder vi os i ’Paradis’. Her følger vi kvindens liv på en psykiatrisk afdeling. Hendes grinagtige overvejelser om hvorvidt det er lægerne eller de indlagte, som i virkeligheden er de gale. Hendes oprør og vrede, hendes smittende kærlighedserklæringer til mennesket og hendes angst for døden.

Her bliver ikke erklæret mentalt fallit, men en søgen efter forståelse for denne foranderlige verden, som vi alle er en del af. Ved hjælp af Mynsters indlevelse bringes denne digteriske forarbejdelse til en standard, man skal lede længe efter. I Camilla Bjørnvads enkle scenografi kommer de omfavnende projektioner til sin ret og udgør sublime muligheder for Mynsters finurlige, fysiske udfoldelse.

Det er altid en modig beslutning at iscenesætte digte og især af en sådan højt værdsat og vigtig digter som Inger Christensen. I hendes digte findes en lethed, en renhed, som ikke umiddelbart tåler et teatralsk udtryk, og det er der udvist stor forståelse for. Forestillingen bevæger sig med digtenes intensitet i forskelligt tempo, men altid i øjenhøjde med sit publikum, og former Christensens ord med dybfølt ømhed.

Mynsters dragende vokal og musikkens almægtige alsidighed bringer balance og tilfører denne forestilling den ekstra dimension, som rækker ud over dette lille, dygtige teater. Det rør helt inde på undersiden af huden, tættest på hjertet, med det vigtigste nærvær, jeg har oplevet på en scene i årevis.